Gentofte går glip af Mærsk-milliarder

Staten snupper de 4,6 milliarder kroner fra boet, som Gentofte Kommune ellers regnede med at skulle have del i.

Det bliver staten, der tager alle de 4,6 milliarder kroner, som boet efter skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, der døde for tre år siden, skal betale i skatter og afgifter. Det skriver Politiken søndag.

Hovedreglen i loven er ellers, at den kommune, som en afdød person boede i, skal have en tredjedel af skatterne fra dødsboet.

Og for en uge siden kunne Berlingske berette, at boet nu var gjort op, og at Gentofte Kommune, som skibsrederen boede i, havde udsigt til at få indsat 1,5 milliarder kroner på kontoen.

Nu viser det sig imidlertid, at en paragraf, der blev indsat i loven i 2006, betyder, at hvis der går mere end et par år med at afslutte boopgørelsen, tilfalder alle skatter og afgifter staten.

Skat har i en mail for få dage siden til kommunaldirektøren i Gentofte meddelt, at "der ikke kommer skattebeløb til udbetaling til Gentofte Kommune i 2016 som følge af dødsboskatter, som betales af boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller".

- Det er både irriterende og ærgerligt, at nogen er bibragt den opfattelse, at Gentofte Kommune har fået et meget stort beløb, og så er det bare ikke rigtigt, siger Gentoftes borgmester, Hans Toft (K) til Politiken.

Gentoftes borgmester er ikke tilfreds med, at kommunen går glip af pengene. Han mener, at der må være tale om en utilsigtet virkning af en ændring af loven om dødsbobeskatning, som Folketinget vedtog i 2006. Lovændringen skete, mens Venstres nuværende næstformand, Kristian Jensen, var skatteminister.

Han forklarer, at der var tale om én blandt mange ændringer, der skete i forbindelse med kommunalreformen, hvor der blev flyttet rundt på opgaver og pengestrømme, og han kan ikke huske, om der var en særlig diskussion af den særlige tidsfrist dengang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik