Efter afsløringer: Nu stopper selskab for udledninger af spildevand i Øresund

Efter massiv medieomtale vælger Novafos nu at stoppe gigantisk toiletskyl i havet og alle planlagte spildevandsudledninger i Øresund i fremtiden.

02:43

Novafos afblæser alle planlagte udledninger af spildevand.

Det store spildevandsselskab Novafos vil ikke længere planlægge at udlede urenset spildevand i Øresund.

Det oplyser den administrerende direktør i Novafos, Carsten Nystrup, til TV 2 Lorry.

- Nu har vi taget den beslutning, at det ikke kommer til at gentage sig, at der bliver planlagt udledninger af urenset spildevand i Øresund, siger han til TV 2 Lorry.

Det betyder her og nu, at der er blevet sat en stor prop i afløbet for mere end 725 millioner liter urenset spildevand, som kunne være endt i Øresund.

Nu har vi taget den beslutning, at det ikke kommer til at gentage sig, at der bliver planlagt udledninger af urenset spildevand i Øresund

Carsten Nystrup, adm. direktør Novafos

Byggeri af Nordhavnstunnel kunne føre til 725 millioner liter toiletvand i havet – nu er det afværget

Ifølge VVM-redegørelsen og i bemærkningerne til loven for Nordhavnstunnellens forlængelse under Svanemøllebugten skulle der udledes over 725 millioner liter urenset spildevand i forbindelse med, at Lynetteledningen, der er en stor hovedspildevandsledning i hovedstaden, skulle omlægges på grund af tunnelbyggeriet i foråret 2021.

Da Nordhavnstunnellen skal gå under havet netop der, hvor Lynetteledningen i dag ligger, skal den omlægges. Men der bliver ingen udledning af kloakvand til Øresund, som ellers var på tegnebrættet. Foto: Grafik - TV 2 Lorry

VVM-redegørelsen er den miljøundersøgelse, som er grundlaget for anlægsloven for Nordhavnstunnellen, der blev vedtaget i december 2019.

Her stemte alle partier undtagen Enhedslisten og SF for loven, der giver transportministeren mandat til at gennemføre projektet.

Samtidig gav anlægsloven ministeren mandat til at lade forsyningsselskabet Novafos udlede spildevandet i Øresund uden at ansøge om tilladelse – i anlægsloven er netop paragraffen i loven om miljøbeskyttelse, som omhandler forurening af vandet, nemlig ophævet.

§ 27. i Lov om Miljøbeskyttelse

  • § 27. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes. Der kan dog efter § 28 gives tilladelse til, at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.
    • Stk. 2. Stoffer, jf. stk. 1, der er aflejrede i vandløb, søer eller havet, må ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse påvirkes, så de kan forurene vandet.
    • Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at de stoffer, der er nævnt i stk. 1, i særlige tilfælde kan tilføres vandløb, søer eller havet, samt om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse herom, og om afgrænsningen i havet af den enkelte kommunes kompetence.

 

Kilde: Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse

Se mere

Læs også Kommuner tillader udledning af spildevand i Øresund i fem dage – eksperter er rystede

Stor kloakledning over land kan være midlertidig løsning

Men nu er planen forkastet af Novafos, som i stedet arbejder på at omdirigere spildevandet fra Gladsaxe og Gentofte i to til fire uger mellem to pumpestationer på hver side af ledningsarbejdet.

Det vigtige er, at vi selvfølgelig tager bestik af den fornemmelse og opfattelse, der er blandt den brede befolkning, hvor man siger, at det er ulækkert. Det synes vi sådan set også, så det må siges at være positivt for alle parter.

Carsten Nystrup, adm. direktør Novafos

På den måde kan spildevandet, der ellers var endt i Øresund, blive ledt til Lynetten Renseanlæg som normalt.

- Måske skal den midlertidige ledning hænge på nogle stolper gennem området. Det er en strækning på omkring en kilometers penge. Det kan også være, at store dele af den kan blive lagt ude i vandet, så den er mindst til gene. Men det er der nogle rådgivende ingeniører, som skal ind og se på, siger Carsten Nystrup.

- Det vigtige er, at vi selvfølgelig tager bestik af den fornemmelse og opfattelse, der er blandt den brede befolkning, hvor man siger, at det er ulækkert. Det synes vi sådan set også, så det må siges at være positivt for alle parter.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Hofor, som bekræfter, at man vil hjælpe Novafos med at finde en alternativ løsning til udledningen af 725 millioner liter urenset spildevand i Øresund.

Læs også København har i årevis udledt store mængder spildevand i Øresund

Stort fokus i medierne har gjort en forskel

Novafos håndterer spildevand fra Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner og er dermed en af største forsynings- og spildevandsselskaber i hovedstadsområdet.

Netop Novafos er et af de to spildevandsselskaber, der, sammen med Hofor, planlagde at udlede 290 millioner liter urenset spildevand i Øresund på fem dage for at undersøge hovedspildevandsledningen kaldet Lynetteledningen i forbindelse med et byggeri i Nordhavn.

Efter TV 2 Lorry første gang fortalte om udledningen, tog sagen fart.

Både biologer og politikere kritiserede planen, og efter kort tid efter blev udledningen i første omgang udskudt i 24 timer.

Siden blev udledningen flyttet til efteråret, men allerede få dage senere blev den helt aflyst af Københavns overborgmester Frank Jensen (S), der sammen med Hofor lovede ”at finde en løsning”.

Læs også Overborgmester skærer igennem: Udledning af spildevand i Øresund er aflyst

Mens det fortsat er uvist, hvordan sagen om de 290 millioner liter urenset spildevand bliver løst, uden at spildevandet udledes i Øresund, er der ingen tvivl om, at Novafos i fremtiden vil se efter alternativer til at udlede spildevand i havet, når der skal repareres eller omlægges kloakledninger.

- Det har tvunget os til at tænke anderledes

Og det skyldes ikke mindst omtalen i medierne, lyder det fra Carsten Nystrup.

- Der har været en accept af, at det (udledning af kloakvand til Øresund, red.) har man gjort i de her helt specielle situationer. Det har været relativt små mængder, man har udledt, i forhold til den mængde, man ellers håndterer, siger direktøren og tilføjer:

- Der har været meget omtale af det her, og det har også tvunget os til at tænke anderledes. På den måde kan man sige, at det har været meget godt. Det er som regel sådan, at fokus genererer innovation. Det gælder også her – og nu tænker vi anderledes.

TV 2 Lorry har spurgt Hofor, om de har til hensigt at gå samme vej og stoppe alle planlagte udledninger af spildevand i fremtiden i kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre og Vallensbæk, hvor de er spildevandsselskab.

Her lyder svaret ”ingen kommentarer”.

Læs også Marinbiolog efter aflyst udledning af spildevand: Så skal vi bare have nye spildevandsanlæg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik