”Dårlig joke” udløste massiv politiudrykning til gymnasium

Nordsjællands Politi rykkede talstærkt ud til gymnasium i Gentofte, efter en elev havde sendt en advarsel på Facebook.

"Vi ved godt, at terminsprøver ikke er alle gymnasieelevers yndlingsbeskæftigelse, og nogen vil endda gå meget langt for at undgå dem – også for langt."

Sådan indleder Nordsjællands Politi torsdag eftermiddag et længere opslag på Facebook under overskriften ”En ualmindelig dårlig joke.”

I opslaget fortæller politikredsen om en hændelse, som fandt sted torsdag morgen på Aurehøj Gymnasium i Nordsjælland.

Her havde en administrator for gymnasiets Facebook-side opdaget, at en elev havde sendt en advarsel om, at man ikke skulle komme i skole i dag.

quote Sådan en opførsel får karakteren -3

Nordsjællands Politi

Administratoren kontaktede derfor Nordsjællands Politi, og selvom politiet ikke umiddelbart vurderede, at der var tale om en reel trussel, sendte de for en sikkerheds skyld flere patruljer til stedet. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Aurehøj Gymnasium ligger på Skolevej i Gentofte i Nordsjælland.
Aurehøj Gymnasium ligger på Skolevej i Gentofte i Nordsjælland.
Foto: Google Street View

Stort maskineri sat i værk

Ifølge Nordsjællands Politi blev også redningsberedskabet orienteret og stod stand-by, hvis der skulle blive brug for dem.

”Det var således et meget stort maskineri, der blev sat i gang – bare fordi en elev ikke havde fulgt med i timerne og derfor ikke havde lyst til at gå til terminsprøve.”

”Dertil kommer den bekymring, som opstod hos de elever, lærere og forældre, som enten så eller hørte, at vi var så talstærkt til stede på gymnasiet,” skriver Nordsjællands Politi i Facebook-opslaget.

Opførsel får dumpekarakter

Politiet oplyser endvidere, at de har taget en alvorsnak med eleven, som skrev advarslen på gymnasiets Facebook-side.

"Vi har taget en alvorlig snak med den pågældende elev, som meget brødebetynget har forklaret, at der var tale om en joke. Til det er der kun at sige, at det var en ualmindelig dårlig joke og, at sådan en opførsel får karakteren -3," skriver Nordsjællands Politi.

TV 2 Lorry har været i kontakt med vagtchefen ved Nordsjællands Politi. Han kan ikke svare på, om eleven vil blive sigtet for noget.

TV 2 Lorry har desuden forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Aurehøj Gymnasiums rektor, Anette Hestbæk Jørgensen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik