Brysteksperter samles nu på ét sted - vil skabe et fyrtårn for patienterne

Gentofte bliver hjemsted for Skandinaviens største enhed for brystdiagnostik og -kirurgi. Målet er at skabe et fagligt fyrtårn til gavn for patienterne.

Herlev og Gentofte Hospital har indviet en ny samlet Afdeling for Brystundersøgelser. 

Afdelingen, som hidtil har ligget på Rigshospitalet og Herlev Hospital, er nu flyttet ind i nyrenoverede lokaler på matriklen i Gentofte. 

Dermed bliver Gentofte hjemsted for Skandinaviens største enhed for brystdiagnostik og -kirurgi.

Det betyder, at alle former for brystdiagnostik inden for det mamma-radiologiske område samles på én afdeling, herunder både screening og udredning af patienter med symptomer på brystkræft. 

- Ved at samle udredning og operation på ét sted skaber vi et fagligt fyrtårn til gavn for patienterne, hvor vi samtidig får gode muligheder for at tilgodese forskning og uddannelse. Kompetencerne bliver samlet, og der bliver færrest mulige overgange for patienterne, siger Bodil Ørkild, der er lægefaglig vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital.

En glædelig sammenslutning

Sammenslutningen glæder Christoffer Buster Reinhardt (C), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

- Med indvielsen og samlingen af Afdeling for Brystundersøgelser tager vi endnu et vigtigt skridt for at løfte indsatsen på brystkræftområdet. Målet er at skabe de bedst mulige rammer for både kvinder og medarbejdere, så vi som region kan overholde forløbstider på brystkræftområdet, siger han.

Regionsrådet har prioriteret 63 mio. kr. til ombygningen af lokalerne i Gentofte. Derudover er der investeret 10 mio. kroner i patologiudstyr.

-  Oveni det har afdelingen udviklet brug af kunstig intelligens, som hjælper læger med at vurdere røntgenbilleder. Det har krævet en kæmpe indsats fra ledere og medarbejdere. Det vil jeg gerne takke for, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Følger håbefuldt med

Hos Kræftens Bekæmpelse forholder de sig dog mere skeptiske overfor den nye sammenslutning.

- Det er jo glimrende, hvis det giver mulighed for at gøre nogle ting bedre, men det vil jeg gerne se i praksis først, fortæller Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Særligt håber han, at den nye afdeling reducerer ventetiderne hos patienterne.

- Vi følger håbefuldt med. Vi håber det vil nedsætte ventetiderne og effektivisere indsatsen. Der er nogle ventetider i Region Hovedstaden, der er alt for lange, siger han.

TV 2 Lorry har tidligere skrevet om brystkræftpatienter, der bliver opereret for sent.

Kunstig intelligens spiller en rolle

Den nye afdeling bliver forsynet med en ny MR-scanner til efteråret og nye mammografiapparater, som sikrer en mere præcis diagnostik. 

Dertil arbejdes der også med kunstig intelligens, som hjælper lægerne med at vurdere røntgenbilleder, fortæller ledende overlæge Ilse Vejborg.

- Når vi etablerer Afdeling for Brystundersøgelser på Gentofte sammen med brystkirurgien og patologi, betyder det, at vi samler ekspertisen og dermed giver patienterne et bedre flow og høj kvalitet i udredning og behandling, siger hun og fortsætter

- Det gør os mere robuste og kan også styrke vores muligheder for at rekruttere nye kompetente medarbejdere. Samtidig bliver afdelingen udstyret med det nyeste udstyr – alt sammen med det formål at levere det bedst mulige tilbud til kvinderne.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Kunstig intelligens i røntgenrummet:

  • Brystkræftområdet har i flere år haft mangel på medarbejdere, herunder særligt de speciallæger, som gennemser og vurderer de røntgenbilleder, der tages i brystkræftscreeningsprogrammet og som foretager supplerende undersøgelser ved mistanke om brystkræft.


  • Alle screeningsbilleder bliver vurderet af to læger. Den ene læge kan nu erstattes af kunstig intelligens for den gruppe af kvinder, der har lav sandsynlighed for kræft. Kunstig intelligens står således ikke alene.


  • Når datagrundlaget er tilstrækkeligt udbygget, kan det vurderes, om mønstergenkendelse måske kan anvendes på endnu flere screeningsbilleder - foreløbigt ser det lovende ud.


Kilde: Region Hovedstaden


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik