Biograf risikerer at bukke under på grund af hul i lovgivningen

Til trods for at Gentofte Kino kan dokumentere tvungen omsætningsnedgang, kan biografen ikke modtage støtte fra regeringens hjælpepakke. Årsagen er, at der kom nye ejere den 1. marts.

Siden regeringen lukkede ned for store dele af samfundet, har også biografer været tvunget til at holde lukket.

Det har betydet manglende indtægter for de erhvervsdrivende biografejere, hvorfor regeringen blandt andet efterfølgende har planlagt historisk store økonomiske hjælpepakker.

Men i Gentofte Kino kan man ikke modtage hjælp fra flere af pakkerne, selvom man opfylder de fleste krav. Der er nemlig et hul i lovgivningen, som gør, at biografen ikke kan få støtte.

- Vi skiftede ejer den 1. marts. Og man skal have minimum én måneds reference for at kunne modtage støtte fra hjælpepakkerne. Vi nåede kun 11 dage, siger den nye ejer Sune Lind Thomsen til TV 2 Lorry.

Biograf Sune Lind frygter, at hans levebrød smuldrer mellem hænderne på ham.
Biograf Sune Lind frygter, at hans levebrød smuldrer mellem hænderne på ham.
Foto: TV 2 Kosmopol

Ifølge den nye ejer skyldes det, at virksomhederne gennem regeringens hjælpepakke dækkes 100 procent af sin omsætning fra februar. Derfor dækkes den nye ejer med 100 procent af nul kroner, da der er blevet oprettet nyt CVR-nummer til biografen, da den nye ejer overtog.

quote Vi bliver den eneste biograf i landet, der ikke kan få støtte, og vi ender med at bukke under, inden vi når frem til start, hvis vi ikke får hjælp

Sune Lind Thomsen, ejer af Gentofte Kino

Siden samfundet blev lukket ned, har Sune Lind Thomsen derfor kæmpet med myndighederne for at få lov til at modtage økonomisk støtte, da det ifølge ham er et hul i lovgivningen, der gør, at Gentofte Kino ikke kan modtage støtte på grund af det nylige ejerskifte.

- De faste udgifter i biografen hører jo ikke op, blot fordi vi ikke kan få hjælp, så konsekvenserne af den nu ekstra lange lukning uden hjælpepakker tegner et meget mørkt billede. Vi bliver den eneste biograf i landet, der ikke kan få støtte, og vi ender med at bukke under, inden vi når frem til start, hvis vi ikke får hjælp, siger han.

Ansat sendt hjem 

I Gentofte Kino er en enkelt ansat blevet sendt hjem med støtte fra staten i form af betaling af 75 procent af lønnen, mens biografen selv skal dække de sidste 25 procent.

Men her stopper den økonomiske støtte så også, selvom det i forvejen er svært for ejeren at betale 25 procent løn, når der ingen indtægter er.

Artiklen fortsætter under billedet.

Der er gabende tomt i biografsalen i Gentofte Kino.
Der er gabende tomt i biografsalen i Gentofte Kino.
Foto: TV 2 Kosmopol

Gentofte Kino kan nemlig hverken få kompensation fra puljen til de selvstændige erhvervsdrivende, der er udfordret på deres levebrød efter store fald i omsætning, eller fra kompensationspuljen til virksomhedernes faste udgifter - da denne som bekendt i februar var nul kroner, hvorfor Gentofte Kino også i marts bliver dækket med nul kroner.

Erhvervsstyrelsen vil ikke forholde sig til enkeltsager 

TV 2 Lorry har kontaktet Erhvervsstyrelsen angående biografens uheldige situation. De svarer følgende i en mail:

”Vi kan desværre ikke forholde os til enkeltstående sager, og vi opfordrer alle til at holde sig orienteret på virksomhedsguiden.dk, hvor vi løbende udbygger informationen om de forskellige hjælpepakker, samt hvilke kriterier, man skal opfylde for at kunne ansøge."

"Vi kan dog oplyse, at en virksomhed, som har oplevet ejerskifte inden den 9.marts, forsat kan søge om kompensation, såfremt de øvrige kriterier fortsat er opfyldt."

"Det betyder at en person, som har overtaget en virksomhed, godt kan indsende dokumentation for omsætningen i virksomheden fra før vedkommende selv var ejer i virksomheden."

"I tilfælde hvor virksomheden som følge af ejerskiftet skifter CVR-nr. kan vedkommende fortsat godt ansøge om kompensation, da der i forbindelse med ansøgningen kan angives særlige omstændigheder, og derfra dokumentere at det er det ”gamle” CVR-nr., som er retvisende for virksomhedens omsætning i referenceperioden,” skriver Erhvervsstyrelsen i sit svar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik