Benhård dansetræning redder unge fra de store bekymringer

I fem år har projektet DanseDrømme givet unge muligheden for at danse sig ud af livskriser. Det er nu blevet til en forestilling på Bellevue Teatret.

Det kan være særligt svært at gennemleve en personlig krise, når man er ung. 

Tilbage i 2013 fik det den tidligere balletdanser Anette Abildgaard til at starte projektet DanseDrømme.

Ideen bag er at tilbyde en ramme, hvor unge mennesker kan arbejde benhårdt for at kæmpe sig ud af personlige problemer, og samtidig, i fællesskab med professionelle kunstnere, skabe en danseforestilling på højt niveau. 

En af danserne er 24-årige Tricia Yde, der kun havde været udskrevet fra psykiatrisk afdeling i tre måneder, første gang hun aflagde audition. 

For 24-årige Tricia Yde har dansen haft en kæmpe betydning for hendes hverdag.
For 24-årige Tricia Yde har dansen haft en kæmpe betydning for hendes hverdag.
Foto: Ida Marie Høgh / TV 2 Lorry

- Jeg var bare så selvdestruktiv. Jeg følte ikke, at man kunne elske mig, fordi jeg havde det, som jeg havde det. Jeg sad fast i et heftigt misbrug med alt, hvad jeg kunne rage til mig, fortæller hun. 

Den unge danser fortæller, hvordan det i begyndelsen var en udfordring at være mødepligtig, seriøs og fokuseret - samtidig med at man gik rundt og havde det skidt. 

- Men det endte faktisk med at redde mig. Mit håb blev indfriet. Der er nogen, der tror på mig, der er nogen, der lytter til mig og nogen, der ser mig. For første gang ser de Tricia, fortæller hun. 

 

Mindre bekymringer - mere dans

Siden 2013 har projektet lagt vejen forbi store scener som Det Kongelige Teater, Østre Gasværk og Odense Teater. 

Nu er turen nået til Bellevue Teatret i Klampenborg, hvor gruppen i denne uge har premiere på forestillingen 'SHIFT'. 

19-årige Janus Alexandrovitsch danser med i forestillingen - og har også oplevet ungdommens udfordringer. 

- Det er svært med boligsituationen i København, man bor på en sofa hos venner og frem og tilbage. Og der har det hjulpet at kunne lukke ned for det hele ved at komme her - hvertfald bare en time, fortæller han. 

Janus Alexandrovitsch til forestillingen 'SHIFT' på Bellevue Teatret.
Janus Alexandrovitsch til forestillingen 'SHIFT' på Bellevue Teatret.
Foto: Ida Marie Høgh / TV 2 Lorry

På den måde har Janus Alexdrovitsch brugt træningen til at skyde bekymringerne til side - og kun fokusere på at danse. 

- Der bliver bare lukket ud for alt, hvad man har i hovedet. Det kanaliserer man gennem optræden og træning, eller hvad man nu laver. Jeg blomstrer, hvis man kan bruge det ord. 

Og det samme gør hans dansekollega Tricia Yde. 

- Forestillingen betyder rigtig meget for mig, fordi jeg får lov til at vise verden, hvem jeg er - ud fra mit eget synspunkt, fortæller hun til TV 2 Lorry. 

For begge dansere har projektet haft en altafgørende betydning for deres hverdag. 

- Gennem dansen har jeg lært rigtig meget teknisk, men jeg tror også, at jeg har givet mig lov til at kigge lidt ind i mig selv, og finde ud af nogle ting om mig selv, jeg ikke har vidst før, fortæller den 19-årige Janus Alexdrovitsch.

En erfaring, der vækker stor glæde hos Anette Abildgaard kvinden bag projektet og forestillingerne. 

- Jeg vile ønske at vi kunne gøre en forskel for flere unge, for flere og flere unge er rådvilde og har ondt i livet, siger den tidligere balletdanser. 

Og til alle de rådvilde unge, har den 24-årige danser Tricia Yde en klar anbefaling:

- Hvis der er nogen, der sidder og drømmer om at komme på scenen og dele noget ud af dem selv, så skal man bare komme afsted, for det er et virkeligs smukt projekt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik