Bekymring: Styrelse vil sælge 289 år gammelt slot

Slots- og Kulturstyrelsen vil sælge Charlottenlund Slot. Det bekymrer Christian Claudio Apostoli, der er kunsthistoriker og rundviser på Charlottenlund Slot.

Slots- og Kulturstyrelsen har nu fået politisk opbakning til at sælge alle bygninger inklusiv Charlottenlund Slot og Slotshave.

Det fremgår ifølge Charlottenlund ApS af et brev, der er sendt af Slots- og Kulturstyrelsen til lejere på slottet den 10. februar 2022.

Det oplyser netop Charlottenlund ApS i en pressemeddelelsen. Slots og Kulturstyrelsen bekræfter overfor TV 2 Lorry, at det er planen at sættes stedet til salg. 

Bygningerne i Charlottenlund Slotshave husede ind til april 2017 DTU Aqua, der boede op ad det tidligere Danmarks Akvarium.

Men da DTU Aqua forlod bygningerne, øjnede Gentofte Kommune muligheden for, at bygningerne i stedet kunne bruges som ungdomsboliger. Et ønske, der senere endte i en retssag, som der i januar i år blev indgået forlig omkring.

Og salget sker netop i forlængelse af forliget omkring anvendelsen af bygninger ved Charlottenlund Slot, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen til TV 2 Lorry.

Udviklingen vækker bekymring hos Christian Claudio Apostoli, der er kunsthistoriker og rundviser på Charlottenlund Slot.

- Hvis slottet bliver solgt til en privat aktør, vil det medføre en betydelig risiko for, at slottet igen bliver lukket land for offentligheden uden mulighed for hverken rundvisninger eller kulturelle arrangementer, siger han i en pressemeddelelse og forsætter:

- Som tingene fungerer nu, gøres der en seriøs og målrettet indsats for at invitere nysgerrige og interesserede indenfor - og på den måde markere slottets rolle som en af områdets store attraktioner.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er dette dog ikke tilfældet, i det slottet har været udlejet til erhverv siden 1930'erne, hvor DTU/ Danmarks Fiskeriundersøgelser flyttede ind, og bygninger dermed ikke har været brugt til kulturel anvendelse. 

Styrelsen oplyser videre, at slotshaven er og fortsat vil være åben for offentligheden.