13-årig pige slået og sparket - tilbudt 100 kroner som kompensation

Pigen var sammen med nogle veninder på vej til McDonalds, da hun tilsyneladende umotiveret blev overfaldet.

Arkivfoto. Foto: Kim Haugaard - Scanpix & ritzau

Lørdag aften udviklede sig pludselig meget ubehageligt for en 13-årig pige fra Allerød, da hun blev slået og sparket af fire drenge. 

Det fortæller Nordsjællands Politi i deres døgnrapport fra weekenden.

Læs også 14-årig pige overfaldet: Hjælp med at finde gerningsmændene

Pigen havde tidligere på aftenen været til IsDisco i Gentofte Sportspark sammen med nogle veninder, og omkring klokken 21.00 var de på vej til McDonalds på Nybrovej. De gik ad Ved Stadion til Brogårdsvej, og foran dem gik en gruppe på fem drenge.

Da den 13-årige og hendes veninder var kommet under broen på Brogårdsvej nær busstoppestedet, kom den ene dreng fra gruppen pludselig hen til hende, tog om pigens hals og trak hende ned på jorden.

Herefter kom tre andre drenge fra gruppen og sparkede pigen på benene, ligesom de slog hende på siden af kroppen og i ansigtet.

Læs også Pigegruppe gik amok på Bakken: Ansatte slået og hevet i håret

Undervejs i overfaldet gik det dog op for drengene, at de slog på en pige og forklarede, at de havde forvekslet hende med en anden.

Herefter tilbød de hende 100 kroner, og at hun kunne slå dem, som kompensation, så de ville ”stå lige”.

Det tilbud blev dog imidlertid afvist af pigen. Episoden blev anmeldt søndag klokken 10.56 og efterforskes af politiet.

De fem drenge beskrives således af Nordsjællands Politi:

A: Udenlandsk af udseende, mørkt hår, spinkel af bygning, ca. 140-150 cm høj, ca. 14-15 år, iført en hvid hoodie, sorte bukser, sorte sko, samt en sort cap. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog.

B: Udenlandsk af udseende, herunder helt mørk i huden, ca. 170-180 cm høj, ca. 14-15 år, iført hvid/blå/grå jakke, sorte bukser og sorte sko. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog.

C: Udenlandsk af udseende, mørkt hår med krøller på toppen og kort i siderne, ca. 170-180 cm høj, 14-15 år, iført en sort bomber jakke, sorte bukser af mærket Nike. Medbragte sort Carharrt skuldertaske. Talte dansk med accent, og kunne tale et udenlandsk sprog. Han havde desuden et stort mellemrum mellem fortænderne. 

D: Udenlandsk af udseende, spinkel af bygning, ca. 160 cm høj, 14-15 år, kort mørkt slik hår, iført en mørkeblå sweatshirt med et rødt logo foran, sorte bukser og sorte sko, briller. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog

E. Udenlandsk af udseende, spinkel af bygning, ca. 140-150 cm høj, ca. 14-15 år, iført en grå langærmet trøje samt sorte bukser og sko. Talte dansk med accent og kunne tale et udenlandsk sprog

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik