12-årige Anna hædret for at redde mand: Folk stod bare og kiggede

På trods af sin unge alder kan Anna Vinding allerede nu betegne sig selv som en helt. For hun har været med til at redde liv.

Man er aldrig for ung til at handle. Det beviste 12-årig Anna Vinding fra Charlottelund, der netop er blevet hædret hos Københavns Politi for sin heltemodige indsats, hvor hun reddede en hjælpeløs mands liv.

- Jeg blev meget glad, men jeg gjorde bare, hvad man skulle gøre, siger Anna Vinding. 

quote Han prøvede at hvile sig op af et træ, hvor han så faldt bagover, og så sprøjtede der blod ud

Anna Vinding

Mandag blev hun og 17 andre borgere hædret af Københavns Politi for deres særlige indsats. De 17 helte fik alle overrakt et diplom og en dusør.

"Man skal hjælpe folk"

Det var december måned, og Anna Vinding skulle egentlig skynde sig hjem og pakke for ikke at gå glip af sin ballettime, men da hun så en meget beruset mand sove på cykelstien, kunne hun ikke bare gå videre:

-  Det er farligt at sove på cykelstien, og derfor besluttede jeg at hjælpe ham, fortæller den blot 12-årig Anna Vinding. 

Da hun stoppede for at hjælpe manden, cyklede nogle af hendes venner forbi og sagde, hun bare skulle lade ham være. Men det ville Anna Vinding ikke, for hun kunne se, at manden havde brug for hjælp. 

quote Anna er virkelig et forbillede - både for børn og for os voksne. 

Anne Tønnes, Politidirektør, Københavns Politi

Og det var en god beslutning, for det endte galt for manden.

- Så prøvede han at hvile sig op af et træ, hvor han så faldt bagover, og så sprøjtede der blod ud, siger hun. 

Anna Vinding fortæller, at en masse mennesker kom forbi, men at de bare stod og kiggede: 

- Så skreg jeg af dem: 'Så ring dog 112', forklarer hun. 

Ambulancen kom efter 30 minutter takket være Anna Vinding. 

Familie og politi er imponerede

Politidirektør Anne Tønnes fra Københavns Politi er meget imponeret over den unge piges måde at agere i situationen på:

- Hun var rolig, handlede hurtigt, vedholdende og helt rigtigt. Hun gjorde en meget stor og flot indsats for at hjælpe et medmenneske i nød, siger hun og fortsætter:

-  Anna er virkelig et forbillede - både for børn og for os voksne.

 Anna Vindings mor, Charlotte Vinding, er enig: 

- Det var en voldsom oplevelse for hende, for der var meget blod, men jeg er utrolig glad for, at hun er så handlekraftig, siger Charlotte Vinding.

Episoden har da også påvirket den lille helt.

- Da jeg skulle sove, kunne jeg ikke tænke på andet, end hans kranie, der ramte jorden, siger hun. 

Men til spørgsmålet om, hun vil agere på samme måde, hvis noget ligende skulle ske i fremtiden, er hun ikke i tvivl: 

- Ja, det vil jeg. Det, synes jeg, man skal gøre, for jeg følte mig rigtig god bagefter, siger Anna Vinding. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik