Kvinder i undertal blandt folketingskandidater

I alt 799 kandidater er klar til folketingsvalget. Hovedparten er mænd - kun 250 af kandidaterne er kvinder.

Når danskerne i næste uge skal sætte deres kryds ved folketingsvalget, vil der være markant flere mænd end kvinder at vælge imellem på listen over kandidater.

Det viser den færdige liste over kandidater til valget torsdag 18. juni 2015, som Økonomi- og Indenrigsministeriet nu har offentliggjort. Listen er endelig, fordi fristen for at melde sig som kandidat til folketingsvalget er udløbet.

Listen indeholder navne på i alt 799 kandidater, der skal kæmpe om de 179 pladser i Folketinget. Ud af de 799 kandidater er de 250 kandidater kvinder.

Dermed er der et stykke til ligestilling, hvis man ser på kønsfordelingen blandt kandidaterne. Samtidig er antallet af kvinder gået en smule tilbage i forhold til det seneste valg i 2011, hvor der var opstillet 267 kvinder, svarende til 33,2 procent af kandidaterne.

Generelt er antallet af kandidater dog næsten det samme som ved sidste valg. Den gang var der 804 opstillede kandidater, så der er kun fem færre navne at vælge imellem i forhold til sidst.

Ser man på aldersfordelingen blandt kandidaterne, så er der også forskel på mænd og kvinder. Gennemsnitsalderen for de mandlige kandidater er 47,0 år, mens kvinderne er lidt yngre. De kvindelige kandidater er i gennemsnit 45,2 år.

Dermed er kandidater - uanset køn - blevet lidt ældre end sidst. Ved valget i 2011 var gennemsnitsalderen for de mandlige kandidater 45,9 år, mens kvinderne i gennemsnit var 43,9 år.

Den højere gennemsnitsalder kan måske hænge sammen med, at nogle af kandidaterne fra valget i 2011 genopstiller - nu i en lidt højere alder. Der er dog også kommet mange nye navne på listen.

Af de 799 kandidater genopstiller 332, mens 467 er nyopstillede, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik