FV15: S vil sende flere asylansøgere hjem

Afviste asylansøgere skal sendes hjem. Og regningen skal formentlig betales af udviklingsbistanden, mener Socialdemokraterne.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslår under en præsentation af partiets nye udlændingeudspil, at der skal sættes hårdere ind for at få sendt afviste asylansøgere hjem.

- Vi ønsker at undersøge muligheden for at bruge udviklingsbistand til hjemsendelse af afviste asylansøgere, siger Helle Thorning-Schmidt.

Dermed åbner Socialdemokraterne nu for alvor for at bruge bistandsmidlerne på andet end at hjælpe fattige rundt omkring i verden.

I forvejen har regeringen fastslået, at udgifterne til det stigende antal asylansøgere skal betales af udviklingsbistanden. Og det skal gøres til et fast princip i dansk politik, må man forstå på udspillet, "Vi skal kunne følge med", og af Helle Thorning-Schmidts udtalelser på pressemødet:

- Vi mener, at Danmarks asyludgifter så vidt muligt skal dækkes af vores udviklingsbistand, og vi mener ikke, at der bliver råd til at hæve udviklingsbistandens andel af BNI i de kommende år, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen har allerede fået kritik fra SF og EL for at opgive målet fra regeringsgrundlaget om, at "regeringen vil opjustere udviklingsbistanden, så den over en årrække kommer tilbage på 1 procent af BNI".

I udspillet går Socialdemokraterne dog et skridt videre ved altså også at tage hjemsendelser med som et tiltag, der skal betales af udviklingsbistanden.

- Hvis man ikke har en fremtid i Danmark, så skal man rejse ud af landet. Regeringen hjemsender afviste asylansøgere, og det vil vi blive ved med.

Socialdemokraterne ønsker desuden at undersøge muligheden for at benytte Danmarks udviklingsbistand til aktivt at sikre flere hjemsendelser af afviste asylansøgere, hedder det i udspillet.

Mens udspillet formentlig vil blive mødt med kritik fra regeringspartneren, De Radikale, og støttepartierne SF og Enhedslisten, håber Helle Thorning-Schmidt på en bred aftale om udlændingepolitikken.

- Det er vores ambition at stå i spidsen for brede aftaler på udlændingeområdet efter valget, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik