Rolf og Line åbner Danmarks første skovbørnehave for hunde

Rolf Flor og Line Ladefogeds hundebørnehave blev så populær, at de rykkede den ud i skoven. Det skaber nemlig et bedre miljø for hundene.

I 2014 købte Rolf Flor og Line Ladefoged deres drømmehus. Et gammelt landsted i Bregnerød ved Farum.

Men blot nogle måneder senere mistede Rolf sit job som reklamefotograf.

Et uheld, der alligevel skulle vise sig heldigt.

Det åbnede nemlig for helt nye muligheder for parret, der altid har ønsket sig en masse hunde.

quote Det er meget mere berigende at være sammen med dyr hele dagen.

Rolf Flor

Derfor besluttede de sig for at starte en hundebørnehave.

 
 

Og i dag er Rolf faktisk taknemmelig for, at hans chefer i sin tid valgte at afskedige ham:

- Det er meget mere berigende at være sammen med dyr hele dagen, fremfor at være i reklamebranchen. Så efterfølgende takkede jeg mine gamle, dumme chefer og sagde til dem, at det var det bedste, der var sket, fortæller  han.

 
 

Det er spændende at være hund i skoven

Hundebørnehaven ’Vi Passer Hund’ blev hurtigt populær. Og efter nogle år – i 2017 – blev interessen for stor til, at landstedet kunne huse de mange hunde.

quote De jager mus, gør efter egernene og så bliver der tisset, hvor der skal tisses.

Rolf Flor

Derfor har de nu rykket pasningen til en tilbygning nogle få hundrede meter derfra. Til en gammel juletræsplantage, hvor grantræerne havde vokset sig for høje til at blive til juletræer.

 
 

Og netop derfor var det altså meget nærliggende, at børnehaven blev omdannet til en skovhundebørnehave:

-  Hundene synes, det er enormt spændende at være i skovmiljøet. De jager mus, gør efter egernene og så bliver der tisset, hvor der skal tisses, griner Rolf Flor og tilføjer:

- Vores kollegaer i branchen samler hundene i bilen og kører dem ud på en mark. Her er vi i skoven hele dagen, og der er mange forskellige miljøer. Både nåletræsskov, mark og mose, hvor det er spændende at være hund.

 
 

Undgår slagsmål i hundegården

Selve bygningen, som børnehaven ligger i, er gamle skolebarakker, som parret har købt og sat i stand.

Det betyder, at alle sikkerhedsforanstaltninger i forvejen var i top i bygningerne: Splintrerfrit glas i ruderne, udluftningsanlæg og støddæmpende plader i loftet.

 
 

Derudover betyder de nye bygninger, at der er plads til at hundene kan deles op efter temperament, størrelse og alder:

- Line passer de små og rolige hunde, mens jeg passer de store, hvor der er mere gang i den. Og hvis der er en ballademager på teenage-holdet, så ryger han over på senior- eller miniput-holdet. Så på den måde laver vi roterende legegrupper, der giver mere harmoni i gruppen, fortæller Rolf Flor.

 
 

På trods af, at der dagligt er omkring 15 hunde i børnehaven, oplever parret nærmest aldrig, at hundene får skavanker eller kommer til skade:

- De skader, vi ser, er sådan noget som en revet negl eller en poteskade når man løber på stenene. Vi har ikke nogle bidepisoder, fortæller Rolf Flor.

 
 

Skulle uheldet imidlertid være ude, har parret en aftale med den lokale dyrelæge, hvor de altid kan komme akut.

Vi Passer Hund

Hundene kan komme i dagpleje alle hverdage i op til 10 timer.

 

Gården består af et hovedhus på 200 kvadratmeter, et stort anneks og en grund på cirka 11.000 kvadratmeter.

 

Der er både skovareal, stisystemer og plads til at løbe. Der er også bygget en stor legeplads til hundene, med agility-forhindringer af træstammer og træstubbe.

 

Hele arealet er indhegnet med specielt dyrehegn, så alle hundene sikkert og trygt kan opholde sig udenfor uden mulighed for at snuse sig bort. 

 

Prisen per dag er 300 kroner.

 

Du kan læse mere om Vi Passer Hund på deres hjemmeside, Instagram eller Facebook.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik