Politiet giver krammer og kage til Nabohjælpere

Politiet var fredag på charmetur med kage under armen og uddeling af bjørnekrammere til højre og venstre på en villavej i Farum.

Nordsjællands Politi var fredag ude for at belønne borgere, som gør en ekstra indsats for at undgå indbrud.

Beboerne på Generalvænget i Farum er tilmeldt Nabohjælpordningen, og netop den ordning anses for at være ét af de vigtigste præventive tiltag mod indbrud.

-Det har betydet, at vi tilsyneladende ikke har nogen indbrud, og det giver også et fællesskab, det med at man lærer hinanden bedre at kende, så vi synes, det er en kæmpe hjælp, siger Mette Christensen, der har været aktiv nabohjælper de sidste fem år, til TV 2 Lorry. 

- Måden vi kom i gang på, det var, at der var én, som havde hørt om Nabohjælp, og hun inviterede så folk på vejen og opfordrede til at folk tilmeldte sig Nabohjælp, siger Mette Christensen.

Fald i indbrud på otte procent i julen

Rigspolitiets opgørelse, over indbrud i hovedstadsområdet i perioden 20. december til 3. januar, viser en nedgang i indbrud i forhold til sidste år med otte procent.

Sådan ser udviklingen med juleindbrud i politikredsene i TV 2 Lorrys sendeområde. 
Sådan ser udviklingen med juleindbrud i politikredsene i TV 2 Lorrys sendeområde. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Selvom der stadig sker for mange indbrud i julen, er der bestemt plads til optimisme, lyder det fra Rigspolitiet.

- Den seneste jul var nemlig særligt indbydende for indbrudstyve. Helligdagenes placering gav mulighed for en lang ferie væk fra hjemmet, og mange tomme huse giver tyven gode arbejdsbetingelser, forklarer Allan Holm, vicepolitiinspektør og centerchef i Nationalt Forebyggelsescenter ved Rigspolitiet.

- Derfor er det ekstra glædeligt, at antallet af juleindbrud er faldet. De borgere, som er aktive nabohjælpere til hverdag og i ferier, skal klappe sig selv på skuldrene. Vi ved, Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, så det stigende antal nabohjælpere bidrager til at gøre indbrudstyvenes liv vanskeligt. De skal have en stor tak for deres indsats i det forgangne år, siger Allan Holm.

Mette Christensen har været aktiv nabohjælper de sidste fem år. I dag dukkede politiet op og gav hende et kram og en kage.
Mette Christensen har været aktiv nabohjælper de sidste fem år. I dag dukkede politiet op og gav hende et kram og en kage.
Foto: TV 2 Kosmopol

Borgerne kan skubbe udviklingen i den rigtige retning, hvis de samarbejder med naboerne om at holde tyven væk med Nabohjælps app. Både i ferietid og til hverdag. Det fortæller kommunikationskonsulent i Nabohjælp Sarah Risbøl Jacobsen.

- I ferietid gælder det om at hjælpe bortrejste naboer med at få deres huse til at se beboede ud. Til hverdag gælder det om at fortælle hele nabolaget, hvis man har haft indbrud eller ser noget mistænkeligt. Så er alle mere opmærksomme på, hvad der sker i nabolaget, og det øger tyvens risiko for at blive set. Alt dette kan du gøre nemt og gratis i Nabohjælps app. Så hvis du allerede er en god, aktiv nabohjælper, men ikke har fået hentet appen, vil jeg kraftigt opfordre til at gøre det, siger hun.

Omkring 120.000 borgere bruger allerede Nabohjælps app, hvor de koordinerer feriehjælp og advarer nabolaget om indbrud og mistænkelig adfærd.

Juleindbrud fordelt på politikredse i julen 2019*

Midt- og Vestsjælland: 107


Nordsjælland: 212


Københavns Vestegn: 123


København: 83

 

I alt: 525

 

* Opgørelse over anmeldte indbrud i bolig (villa, lejlighed, værelse og landejendom) registreret efter anmeldelsestidspunkt. Et juleår er defineret fra og med 20/12 til og med 3/1 det efterfølgende år. Kilde: Rigspolitiet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik