Kommunes skadeshistorik belønnes med millionbesparelse

Meget tyder på, at Furesøs borgere, kommunens medarbejdere og brugere af kommunens bygninger og udstyr ligger i den gode ende, når det kommer til at passe på de fælles ejendomme.

Som privatperson er det altid en god idé at se sine forsikringer efter i sømmene, og det samme gør sig gældende for kommuner, der gerne vil spare lidt på kistebunden.

Hos Furesø Kommune udløser det nu en kontant bonus, at man har haft kommunens forsikringer i udbud, for det viser sig, at de på grund af en fin skadeshistorik fremover sparer en million kroner på den konto.

Helt konkret bliver Furesø Kommune belønnet for et generelt lavt skadesniveau i årene fra 2015-2019, som betyder en millionbesparelse på den samlede forsikringspræmie.

- I kommunen har vi prioriteret at tænke forebyggende. Det kan være gennem udrulningen af brandalarm-anlæg ud over det lovpligtige, som betyder, at brande hurtigere opdages og dermed bremses, inden de får lov at udvikle sig. Men også i vores risikostyring, hvor vi handler hurtigt ved indbrud og skader. Det betaler sig nu gennem den flotte besparelse på den nye forsikringspræmie, siger Furesø Kommunes kommunaldirektør Steen Vinderslev i en pressemeddelelse.

Lovpligtigt EU-udbud

Den tilfredsstillende skadehistorik, som den fokuserede indsats på skadesforebyggelse og risikostyring har medført, bliver belønnet i det netop gennemførte, lovpligtige EU-udbud af forsikringsaftalerne. Her er det nemlig et krav fra forsikringsselskaberne, at kunderne selv arbejder fokuseret med skadesforebyggelse.

Kommunens medarbejdere spiller derfor en aktiv rolle ved at være opmærksomme på for eksempel brandsikkerhed og lukke vinduer og døre. Det samme gør den fælles adfærd, når borgerne bruger faciliteterne og bevæger sig rundt i byen, lyder det.

- Det kommer jo os alle til gavn, når vi sammen har en fornuftig adfærd og sørger for, at der en god kultur i forhold til at passe på tingene. Vi kan se i sammenligning med andre kommuner, at vi har en flot skadeshistorik og det er en positiv tendens, vi meget gerne vil holde fast i - i det nye år og i de nye forsikringsaftaler, siger Steen Vinderslev.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik