International festival indtog Farum

En international harpefestival kom til Farum i weekenden. Her fik gæster lov til at høre, købe og spille på de karakteristiske harper.

Der blev spillet på de store strenge i weekenden, da den internationale harpefestival, Camac Harp Days, udfoldede sig i Farum Kulturhus.

Festivalen er kommet til Danmark efter harpeentusiasten Louisa Wennesz opdagede et behov.

- Jeg har taget initiativ til det her arrangement sammen med Furesø Musikskole, fordi der ikke sker så meget for harpespillerne herhjemme, fortæller Louisa Wennesz, der ser sig selv som en ambassadør for instrumentet i Danmark.

Hun er selv svensk og blev inspireret til at arrangere festivalen, da hun har været til lignende arrangementer i Sverige.

- Så tænkte jeg, at nu er det sandelig på tide, at det også kommer til Danmark, siger hun om sin motivation for at bringe festivalen til Danmark.

Derfor tog hun kontakt til den franske harpe producent, Camac, der prompte var med på idéen om en harpefestival i Danmark. 

De valgte endda at udstille 24 af deres harper fra Frankrig, som festivalgæsterne fik muligheden for at købe.

quote Jeg tror, harpen er blevet mere populær

Louisa Wennesz, initiativtager, Camac Harp Days

Fremtidens strengeinstrument?

Louisa Wennesz underviser til dagligt i harpe på Furesø Musikskole, og her oplever hun en lovende tendens for harpens klang.

- Jeg tror, harpen er blevet mere populær. Jeg har hvert fald flere elever end nogensinde før. Også under corona har jeg fået flere nye elever, fortæller hun.

En af musikskolens elever er otteårige Johannes Asbjørn Madsen, der trods en ung alder, allerede har spillet harpe i to år.

- Det var fordi, jeg gerne ville have et stort instrument, som også var et strengeinstrument. Så fandt jeg ud af, at der var et instrument, der hed harpe, og så spillede jeg harpe, fortæller den otteårige harpist, Johannes Asbjørn Madsen, der også erhvervede sig en harpe i kirsebærtræ til festivalen.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Otteårige Johannes Asbjørn Madsen har allerede spillet harpe i to år.
Otteårige Johannes Asbjørn Madsen har allerede spillet harpe i to år.
Foto: Kenneth Sorento / TV 2 Lorry

Koncerter, workshops og masterclass

Harpefestivalen bød desuden på koncerter med to internationalt anerkendte og prisvindende harpister, da Alexandra Bidi og Aurore Bréger tog scenen i kulturhuset, hvor Louisa Wennesz ivrigt lyttede med.

- Jeg synes, det er fantastisk. Det er ikke så ofte, at harpen er i fokus. I orkesteret sidder vi bagerst og høres måske ikke altid, men nu er det virkelig harpen, der er hovedpersonen, og det er helt vildt fedt, siger Louisa Wennesz.


Derudover var der også arrangeret workshops og undervisning, hvor harpeentusiaster selv fik lov til at forfine deres færdigheder med harpeinstrumentet.

- Vi har haft en fantastisk fin masterclass, hvor elever kunne få lov til at spille for Alexandra Bidi. En fransk harpist, som er virkelig dygtig. Så har eleverne fået hjælp til deres stykker, som de havde forberedt, hvor de kunne øve sig i blandt andet deres teknik, fortæller Louisa Wennesz.

Med harpefestivalen overstået står en optimistisk Louisa Wennesz tilbage og håber på at gentage succesen i fremtiden.

- Det håber jeg virkelig. Måske ikke lige om et år, men om to år kunne det være fedt at lave det samme igen, siger harpeunderviseren.

Går du og overvejer at få fingrene i harpens strenge, så kan en af de karakteristiske instrumenter fås i prisklasser mellem 11.000 og 370.000 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik