Genåbning af svømmehal udskudt: "Vi har prøvet alt," undskylder chef

Slutfasen af den store renovering af 50 meter bassinet i Farum Svømmehal har været mere kompliceret end forventet. Det betyder, at datoen for genåbningen udskydes, hvilket giver udfordringer for svømmeklubber.

Svømmeglade borgere i Furesø Kommune og omegn må væbne sig ekstra tålmodighed.

Den planlagte genåbning af det renoverede 50 meter bassin i Farum Svømmehal er nemlig blevet udskudt.

Oprindeligt var det meningen, at borgerne skulle kunne hoppe i bassinet igen fra den 8. november.

Men det er ikke lykkedes kommunen og dens entreprenører at overholde tidsplanen.

quote - Vi er helt klar over de udfordringer, som forsinkelsen giver for ikke mindst svømmeklubberne. Det er vi meget kede af

Gitte Elefsen, centerchef for Kommunale ejendomme, Furesø Kommune

Derfor er genåbningen af det renoverede svømmebassin blevet udskudt med 14 dage til den 22.november, oplyser Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi er utrolig kede af, at genåbningen af 50 meter bassinet bliver udskudt. Vi ved, mange borgere og svømmeklubberne glæder sig til at kunne hoppe i bassinet. Det beklager vi meget”, siger Peter Rosgaard, centerchef for Borgerservice, Kultur og Erhverv.

Furesø Kommune traf beslutningen den 31. oktober efter et møde med rådgiver og entreprenør på svømmebassin-projektet.

Svømmeklubber udfordret af forsinkelse

Kommunen begrunder forsinkelsen med, at der generelt er travlt i byggebranchen i øjeblikket. Og det betyder mindre fleksibilitet i forhold til at løse uforudsete problemer i renoveringsprojektets slutfase.

- Vi er helt klar over de udfordringer, som forsinkelsen giver for ikke mindst svømmeklubberne. Det er vi meget kede af, siger Gitte Elefsen, centerchef for Kommunale ejendomme.

- Vi har prøvet alt for at undgå forsinkelsen, og vi har hele tiden arbejdet på at blive færdig med renoveringen så hurtigt som muligt. Samtidig er det afgørende, at arbejdet bliver udført så rigtigt og ordentligt som muligt, så renoveringen er ’langtidsholdbar’.

Det er fortsat muligt at benytte Farum Svømmehals 25 meter-bassin til morgensvømning fra klokken 06 på hverdage og fra klokken 07 lørdag og søndag.

Der er også fortsat udvidet åbningstid i Værløse Svømmehal fra klokken 06 om morgenen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik