Gårdeejer har lukket for adgang til populær vandresti: Nu skal årelang tvist afgøres

Efter årelang konflikt skal Fredningsnævnet nu afgøre, om Farumgård fortsat må være lukket for offentligheden, som ejeren ønsker det.

Den smukke udsigt fra Farumgård over Farum Sø står i skærende kontrast til den konflikt, der i flere år har udspillet sig mellem gårdejer Kresten Andersen Bergsøe og Furesø Kommune. 

Helt kort ønsker Kresten Andersen Bergsøe nemlig ikke, at gårdens udendørsarealer skal være tilgængelige for offentligheden. Derfor har han lukket portene til området. Furesø Kommune vil dog gøre alt for at få dem åbnet igen. 

Gennem Fredningsnævnet vil kommunen således nu forsøge at få ændret fredningen af gården, så det alligevel bliver muligt for alle at gå tur forbi Farumgård.

Overtrædelser hver dag

Det er der selvfølgelig forskellige årsager til - de følger her:

Den over 300 år gamle Farumgård blev i 1949 fredet efter aftale med de daværende ejere, som var nonneordenen Sankt Ursula Søstrene.

Og dermed fik offentligheden adgang til at gå gennem parken og komme helt tæt på gården.

Den muligheden blev i lang tid benyttet i stor stil, mener Kresten Andersen Bergsøe.

- Folk går igennem indkørslen, igennem bygningerne, igennem gårdspladsen og ud gennem boligen på den anden side, siger han. 

Begrænsninger for offentligheden i området ved Farumgård

Færdselsretten gælder på følgende vilkår:

l. Tilladelsen gælder kun for færdsel til fods.

2. Færdsel er kun tilladt på den for adgang til offentlige parker sædvanlige tid af dagen.

3. Færdsel og ophold uden for stien (vejen) er forbudt.

4. Opsætning af skilte ved de to indgange samt langs stien (vejen) bekostes af Furesø Kommune.

5. Furesø Kommune medvirker ved etablering og vedligeholdelse af fysiske tiltag som fodhegn, automatiske portlåse og lignende til, at den offentlige færdsel gennem Farumgård sker ad det fastlagte stiforløb.

 

Kilde: Furesø Kommune

Ordningen nåede at fungere i 14 år frem til juli 2017, efter Kresten Andersen Bergsøe overtog Farumgård fra sin mormor. Generne fra de mange gæster blev for store for familien, siger gårdejeren. 

- Det er ganske få procent, der ikke kan finde ud af det, men hvis der går 1.000 igennem på en dag, så er det nok, siger Kresten Andersen Bergsøe.

- Det, vi har oplevet, er, at samtlige begræsninger for den offentlige adgang bliver overtrådt dagligt, siger han. 

Overtrædelserne er besøgende, der forlader den afmærkede sti og indtager både havemøbler og badebro i baghaven, eller efterlader affald og hærværk. 

Burde du ikke have vidst, at det kunne give visse gener, da du valgte at overtage stedet her?

- Jo. Allerede da min mormor boede her, var der problemer med den offentlige adgang. De havde dog en karakter, hvor jeg vurderede, at det skulle vi nok få styr på med hjælp fra kommunen. Det viste sig bare ikke at være tilfældet, siger Kresten Andersen Bergsøe.

Eksemplerne er ifølge familien mange, og når de over for gæster har forsøgt at håndhæve reglerne, har de i voksende omfang følt sig truet. Det hele kulminerede, da havemanden blev slået ned.

- Det er trusler om vold og vold, der har fået bægeret til at flyde over, siger han.

Her ses den rute, som man tidligere har kunne gå ad. Flere forskellige alternative ruter længere væk fra gården har været i spil, men en fælles løsning mellem kommune og gårdejer er endnu ikke fundet.
Her ses den rute, som man tidligere har kunne gå ad. Flere forskellige alternative ruter længere væk fra gården har været i spil, men en fælles løsning mellem kommune og gårdejer er endnu ikke fundet.
Foto: Furesø Kommune

Byretten: Du må gerne have din grund for dig selv

Som følge af de voldelige oplevelser valgte Kresten Andersen Bergsøe i juli 2017 at gøre brug af en betingelse i den gamle fredning fra 1949, der giver mulighed for igen at lukke for offentlighedens adgang.

I fredningen står der nemlig:

"Saafremt Færdselstilladelsen mod Forventning maatte medføre væsentlig Ulempe for Stiftelsen eller dens Gæster".

Furesø Kommune politianmeldte kort efter Kresten Andersen Bergsøe.

For man mente, at muligheden for at lukke parken bortfaldt, da de tidligere ejere i nonneordenen i 1969 fik en kompensation for fredningen på 125.000 kroner.

Byretten gav dog Kresten Andersen Bergsøe medhold i, at han er i sin gode ret til at have sin egen grund helt for sig selv.

Kommune: Det er vigtigt for os offentligheden har adgang 

Kommunen er ikke enige i byrettens afgørelse. Derfor fortsætter de med at arbejde på at få åbnet portene til gården.

- Vi gør det frem for alt for at sikre offentlighedens adgang til området. Det har oprindeligt været sådan siden 1949 som følgende af den fredning, der gælder for området, siger Claus Torp, der er by- og kulturdirektør i Furesø Kommune.

Det er planen, at Fredningsnævnet skal inspicere området omkring Farumgård og tage stilling til, om familien, der ejer gården, igen skal åbne for omverdenen.

- Vi vil gerne have afklaret den uklarhed, der er opstået, om hvorvidt Kresten Andersen Bergsøes ret til at lukke portene fortsat eksisterer, siger Claus Torp.

Hvorfor er det så vigtigt for jer som kommune, at folk har adgang her, hvis de ikke overholder reglerne?

- Der er rigtig mange, der overholder reglerne. Det er et fantastisk område. Det er et stisystem, der hænger sammen helt oppe fra Bastrup Sø til Furesø. Så det er rigtigt vigtigt for os, at offentligheden har adgang, siger Claus Torp.

Det er endnu uvist, hvornår resultatet af Fredningsnævnets besigtigelse er klar. Der går dog minimum to måneder. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik