QR-koder i naturen: Tag tilbage til istiden med mobilen i hånden

I Naturpark Mølleåen i Furesø kan man nu med sin mobiltelefon blive klogere på det smukke områdes historie og geologi ved hjælp af QR-koder.

Naturpark Mølleåen er et fantastisk slaraffenland for naturelskere og børn.

Med sine 50 kvadratkilometer er der alt, hvad hjertet begærer, når man skal indsnuse naturen ved både sø, å, mose, bakker og dale. Naturparken strækker sig da også over hele fire kommuner, nemlig Egedal, Furesø, Allerød og Frederikssund Kommune.

Og nu kan man altså få en ekstra oplevelse, når man besøger den smukke kæmpepark.

Foreningen for Naturparken Mølleåens venner er gået sammen med Furesø og Egedal kommuner og Naturstyrelsen om at skabe guidede ture i skovområdet med informationer om det store naturområdes historie.

På i alt 120 pæle i naturparken kan man med sin telefon scanne en QR-kode og bevæge sig fra pæl til pæl. 50 af pælene er nye og sat op af Naturstyrelsen.

Område i Naturpark Mølleåen, kaldet Mølleådalen, med vild natur.
Område i Naturpark Mølleåen, kaldet Mølleådalen, med vild natur.
Foto: Foreningen Naturpark Mølleåens Venner

- Vores forening er jo 50 år gammel efterhånden, og vi har arrangeret guidede ture i mange år. Så har vi også en masse dokumentation om naturområdet liggende, som vi gerne vil dele med folk, fortæller Hans Hjordt Hansen, næstformand i Foreningen for naturparken Mølleåens Venner.

For halvandet år siden udgav foreningen bogen 'Turguide- Naturpark Mølleåen', som er en guide til 17 ture i lommeformat. Det er selvsamme ture, man nu på moderne vis kan tage i det kæmpe naturområde.

Ved hjælp af 120 QR-koder kan man berige sig selv om det idylliske sted tæt på byen. Når man holder telefonen i kameratilstand henover én af de mange koder, bliver man beriget med information af både biologisk, geologisk og kulturel karakter.

Hele naturpark Mølleåen.
Hele naturpark Mølleåen.
Foto: Foreningen Naturpark Mølleåens Venner

Christian 8. mødte et sandt paradis

Naturpark Mølleåen blev i 2016 officielt en naturpark. Med sine 5.500 ha er den ikke alene spækket med smuk og særlig natur, men også de helt unikke tunneldale, som er skabt i oldtiden under den sidste Istid i Danmark.

Allerede i 1800-tallet var den unikke naturperle udflugtsmål for kunstnere og kongelige, og Christian 8. udbrød under et besøg i skovområdet: ”Der er jo her i Farum et sandt paradis. Her kan man leve af natur og poesi”.

For Hans Hjordt Hansen, som bor midt i Naturparken, er det dejligt, at flere besøgende nu kan få mere viden om det paradisiske landskab.

På den første tur kan man, mens man begiver sig rundt om Farum Sø, få mere viden om søen, som ligger i en dal fra istiden.

I Danmark har man i alt 10 officielle naturparker, hvoraf Naturpark Mølleåen er den sidstkomne på listen. Og med det nye tiltag er det nu muligt at blive klogere på både den helt særlige natur i denne park, geologien og historier fra området.

Hvad venter du på?

Den første, ud af i alt 17 ture med QR-scannings koder i Naturpark Mølleåen.
Den første, ud af i alt 17 ture med QR-scannings koder i Naturpark Mølleåen.
Foto: Foreningen Naturpark Mølleåens Venner

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik