Politiet advarer: Derfor skal du ikke falde i søvn i toget

Hvis du skal med toget hjem efter at have fået noget inden for vesten, anbefaler Nordsjællands Politi dig at følge en række gode råd.

Tidligt søndag morgen modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse fra en ung kvinde, der netop var stået af toget på Farum Station, efter hun havde været i byen i København.

Kvinden havde ifølge politiet lavet "klassikeren", hvor hun var faldet i søvn i toget, og nu var hun så kørt for langt og blevet vækket på endestationen.

Som om det ikke var slemt nok, så var kvindens mobiltelefon også væk.

Et vidne på Farum Station bemærkede situationen og fortalte kvinden, at han havde set en mand liste rundt i toget, og at hvis hun manglede sin telefon, så havde han en mistænkt i tankerne.

- Den mistænkte var i øvrigt blevet i toget for at køre med tilbage mod København, hvilket jo ikke er helt normalt, og da vi modtog anmeldelsen var vi derfor enige i, at der var noget, der lugtede, skriver Nordsjællands Politi om episoden i et opslag på Facebook.

Sad uhjælpeligt fast i saksen

- Vi satte fluks kursen mod Hareskov Station, som ligger et par stop fra Farum Station, og efter aftale med DSB blev toget holdt tilbage for os. Vi trådte ind i toget fra begge ender, og systematisk gik vi igennem kupéerne, indtil gerningsmanden sad uhjælpeligt fast i saksen, skriver Nordsjællands Politi og fortsætter:

- Gerningsmanden blev eskorteret ud af toget, og på hans person fandt vi fire telefoner, som han havde svært ved at redegøre for. Ja, det kørte ikke på skinner for ham længere, men så var det heldigt, at vi kunne køre ham til den nærmeste politistation til en snak med os.

- Senere på dagen fik han også en snak med en dommer, som takserede mandens gerninger samt øvrige fortid til 40 dages fængsel og 6 års indrejseforbud, skriver politiet i deres Facebook-opslag.

Hvis du skal med toget hjem efter at have fået noget inden for vesten, anbefaler Nordsjællands Politi dig at følge disse gode råd:

Fem gode råd

  • Sæt dig i en kupé med mange passagerer
  • Sørg for at have aktiveret Find My iPhone / Find My Device
  • Gem dine værdigenstande tæt på kroppen
  • Sæt en alarm til at ringe 5 minutter før, du skal af
  • Hold dig vågen

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik