PCB-renoveringer koster Furesø kommune dyrt

Udgifter på 100 millioner kroner til PCB-renoveringer af to skoler har fået store konsekvenser for Furesø Kommunes budgetaftale for næste år.

Miljøgiften PCB, som blev brugt i byggeri fra 1950 frem til 1977, men som nu er forbudt, har store konsekvenser for Furesø Kommune. En stor del af kommunens anlægsbudget skal bruges til PCB-renoveringer af Solvangsskolen og Ll. Værløse Skole.

Det har betydet, at kommunen skal spare.

- Det har været en svær budgetproces med mange udfordringer. Vi skulle finde besparelser på knapt 60 millioner kroner og har gjort, hvad der var muligt for at undgå serviceforringelser. Det har været rigtig svært i år, siger borgmester Ole Bondo Christensen.

Ikke desto mindre er der også fundet penge til en ny idrætshal ved Søndersø, kunstgræsbane og to nye daginstitutioner. Desuden er et forslag om besparelser på daginstitutionsområdet er trukket tilbage i den endelige aftale.

Til gengæld skal der i de kommende måneder findes 4 millioner kroner både på børn- og Skoleområdet samt på social- og sundhedsområdet, og så regner kommunen med at spare 8 millioner kroner om året, når rådhuspersonalet i 2017 samles på en adresse.

Enhedslisten og Venstres Kasper Krüger står udenfor aftalen, der bliver godkendt i byrådet den 7. oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik