Kø på Hillerødmotorvejen efter trafikuheld

Der er kø på Hillerødmotorvejen efter trafikuheld torsdag morgen.

Foto: TV 2 Lorry

Bilister på Hillerødmotorvejen bør forvente kø og langsommelig trafik frem til klokken cirka 9.30 efter et trafikuheld ved tilkørslen til Værløse.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

- To biler er kørt op i hinanden, formentlig på grund af kødannelse. Vi har ikke de nærmere omstændigheder, men ingen er kommet til skade, siger vagtchef Peter Olesen til TV 2 Lorry.   

Han oplyser, at uheldet skete ved Kollekollevej i Værløse.

- Vi spærrede to spor klokken 7.45 og lukkede motorvejen helt af i en halv time fra 7.58. Når man gør det midt i morgentrafikken, så giver det lidt forsinkelser. Der vil være trafikale dønninger i en times tid, vil jeg skyde på, siger vagtchefen klokken 8.30 til TV 2 Lorry.  

Nordsjællands Politi fik anmeldelsen om trafikuheldet klokken 7.37 torsdag morgen.

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik