Kasper Hjulmand stopper i FC Nordsjælland med det samme

Mandag overtager Flemming Pedersen træningen i FC Nordsjælland.

Kasper Hjulmand er allerede nu fortid i FC Nordsjælland.

Tidligere havde den nordsjællandske klub meldt ud, at Flemming Pedersen, teknisk direktør, skulle overtage efter Kasper Hjulmand til sommer. 

Men nu skriver FC Nordsjælland på deres hjemmeside, at overdragelsen sker mandag med øjeblikkelig virkning. 

Sportschef i FC Nordsjælland, Carsten V. Jensen, siger til hjemmesiden, at det har været et spørgsmål om at finde den rette balance og timing.

- Vi synes, Kasper i dette forår, via kvalifikationen til Mesterskabsspillet, tydeligt har understreget og bevist, hvorfor det var så vigtigt for klubben at have ham til at lede holdet i den periode, vi lige har været igennem, siger han til hjemmesiden og fortsætter:

- Nu kan vi angribe et slutspil, hvor vi har alt at vinde, og ambitionen må være at gøre det bedre end i sidste sæsons slutspil, hvor vi fik to sejre og tre uafgjorte i ti kampe. Lige nu er derfor et godt udgangspunkt for at starte på det nye kapitel. Det synes både vi, Kasper og Flemming, siger Carsten V. Jensen. 

Kasper Hjulmand har netop sikret FC Nordsjælland en plads i Mesterskabsspillet i Superligaen. Det skete i sidste spillerunde i grundspillet, hvor det blev til en 1-0-sejr over Vendsyssel. 

Han fortsætter i klubben sæsonen ud som konsulent, siger bestyrelsesformand, Tom Vernon, til klubbens hjemmeside. Kasper Hjulmand tager desuden til Ghana for at besøge Right to Dream-akademiet. Herefter vil hanb lave en rapport med en evaluering og en anbefaling til, hvordan Right to Dream og FC Nordsjælland kan fortsætte udviklingen på og uden for banen.

Kasper Hjulmand har blandede følelser omkring sin afsked med klubben.

– Det føles underligt at træde ud af løbet lige før det sidste sving inden opløbet. Men det her var blevet sindssygt svært uanset hvornår og hvordan, vi havde gjort det, for klubben og stedet betyder så meget for mig. Ikke bare pga. de mange år, jeg har været en del af FC Nordsjælland, men også alle de mennesker, jeg har knyttet mig til her, fordi jeg holder af dem.

Jeg har fået en ny verdensdel ind under huden i Afrika, og jeg glæder mig til at kunne give det sidste besyv med, den bedste rådgivning jeg kan, videre inden det er slut til sommer, siger Kasper Hjulmand.
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik