Fodboldklub i nødråb: "Kommunen besværliggør frivilligt arbejde"

En lokal fodboldklub i Furesø Kommune modtager masser af nye medlemmer - men kommunen tøver i et ellers vedtaget kunstgræsplæne-projekt, som skulle sikre mere plads til fodboldungerne.

- Vi står i en paradoksal situation. En klub i fremgang, mange glade og forventningsfulde børn og unge - og en kommune, som er træg og som besværliggør rammerne for det frivillige arbejde.

Sådan lyder frustrationen fra Jim Midjord, der er formand for Hareskov IF Fodbold. 

Fodboldklubben, der ligger i Furesø Kommune, har den seneste tid oplevet stor vækst på medlemsfronten, hvor særligt pigeholdene er blevet fyldt godt op.

Men selvom det stigende medlemstal i udgangspunktet er en god ting, kæmper Hareskov IF Fodboldklub med at få faciliteterne til at følge med antallet af fodboldglade børn og unge.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kunstgræsbane-planer skudt til hjørne

Med blot tre fodboldbaner, hvoraf den ene er delvist optaget af pavillioner, der huser institutionen Hareskov Børnehus under en renovering af husets permanente bygninger, og en enkelt grusbane, har klubben ganske enkelt ikke grønsvær nok til alle medlemmerne. 

Efter planen skulle der være etableret en kunstgræsbane, som skulle imødekomme de manglende arealer, men en klage har sendt projektet til hjørne - selvom etableringen var godkendt og vedtaget i byrådet.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis tog det først fem måneder for Furesø Kommune at gennemføre en VVM-redegørelse, men siden valgte lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, DN Furesø, at klage over projektet.

12 måneders sagbehandlingstid

Allerede i juni måned 2017 ankom klagen til Natur & Miljøklagenævnet, men her er sagen indtil videre strandet.

- Vi kan se, at sagen er oprettet her hos os den 1. juni 2017. Vi har pt. i gennemsnit 12 måneders sagsbehandlingstid. Vi arbejder dog målrettet på at bringe den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ned. Men er sagen ikke færdigbehandlet inden de 12 måneder, bliver der sendt orientering ud til sagens parter om, hvornår den forventes færdigbehandlet, lyder svaret fra Mette Horsmark Kristensen, som er kommunikationsansvarlig i Nævnenes Hus, til avisen. 

Formanden for Hareskov IF Fodboldklub, Jim Midjord, opfordrer derfor politikerne til at stole på forvaltningens arbejde og starte arbejdet med den nye kunstgræsbane.

- Vi har et vedtaget kunstbaneprojekt, som kommunen tøver med at igangsætte, på trods af at forvaltningen har lavet gennemgribende undersøgelser, der har afkræftet naboernes bekymringer, siger han til Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik