Åbnede hundebørnehave: Line og Rolf gjorde drøm til virkelighed

På en gård i Bregnerød ved Farum har parret Rolf og Line indrettet en hundebørnehave. Et feel good-liv uden deadlines kalder de det selv.

På gården i Bregnerød ved Farum har Line Ladefoged og Rolf Flor gjort deres drøm til virkelighed og åbnet en hundebørnehave. Her passer de både hunde på dagsbasis og i længere tid, når ejeren skal på ferie.

De købte landstedet, og kort tid efter mistede Rolf Flor sit arbejde som reklamefotograf, og da begge syntes, at der manglede et sted som deres, hvor man kunne få passet sin hund, så startede de ud i det små.

Line Ladefoged begyndte at dele flyers ud i området, og så kom de i gang. 

På fuld tid
De startede Vi Passer Hund for to, tre år siden, men siden januar har de arbejdet med det på fuld tid.

I forvejen har parret selv tre hunde, så når de passer hunde, så bliver de bare en del af familien.

- Vi joker med det internt og kalder det økologisk hundepasning, fordi vi ikke har nogle bure til hundene, og de bare render rundt. De er under opsyn, men de er løse på grunden og sammen med os hele tiden, siger Rolf.

quote Lad os nu sige, at vi får en lille hund, der er vant til at sove i sengen derhjemme, så står den jo og piver, hvis den ikke sover hos os, så det får den lov til.

Rolf Flor, Vi Passer Hund

Selv om natten er hundende sammen med Rolf og Line. De ligger i soveværelset, eller hvor de nu har lyst til, men for at undgå, at de vågner med sengen fyldt med hunde, så har de taget alternative metoder i brug. 

- Når vi sover, så hegner vi os selv inde i sengen med et pejsegitter, siger Rolf Flor, medejer, Vi Passer Hund.

Og så alligevel er der undtagelser. 

- Lad os nu sige, at vi får en lille hund, der er vant til at sove i sengen derhjemme, så står den jo og piver, hvis den ikke sover hos os, så det får den lov til, siger Rolf Flor. 

Et feel good-liv

Line Ladefoged arbejdede før som bibliotikar på Gentofte Hovedbibliotek, og Rolf Flor som fotograf i reklamebranchen, og han nyder, at de lever et liv helt uden deadlines. 

- Det var en stor omstilling, men på den gode måde. Vi hænger ikke i trafikken på vej til arbejde, og vi er sammen med vores hunde. Og vi er altid sammen. Meget mere end andre mennesker, siger Rolf Flor.

Han kalder det et feel good-liv. 

- Vi har hver vores egenskaber, så vi supplerer hinanden godt. Vi er kommet hinanden meget nærmere, efter vi er begyndt at arbejde sammen hele tiden, siger Rolf Flor og fortsætter:

- Det med at arbejde med hunde, det er ligesom at arbejde med børn, man skal finde sit overskud frem, siger Rolf Flor. 

Skal møde hundene

For at det skal fungere med de mange hunde sammen, så skal de møde hunden, før de siger ja til, at den kan være hos dem. 

- Vi skal først godkende hundende, og så skal vi se, om de kan finde ud af at begå sig i en hundeflok. De skal have lyst til at være her, fortæller han.

Det koster 300 kroner for én hunde-overnatning. Samtidig har Rolf Flor kombineret sit nye arbejde med sit gamle og indrettet et fotostudie, hvor han tager billeder af hunde.

 
 
Foto: Rolf Flor

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik