17-årig sender FC Nordsjælland tilbage på førstepladsen

Randers var foran 2-1, men FC Nordsjælland fik vendt kampen rundt og vandt med 3-2 på et mål i 87. minut.

FC Nordsjælland er tilbage på førstepladsen i Alka Superligaen efter en sen sejr på 3-2 mod Randers, der længe så ud til at tage et point i Ricardo Moniz debut som træner.

Det var top mod bund, men forskellen i tabellen var ikke sådan til at se i Farum, hvor Randers gav FCN kamp til stregen.

Efter en rolig indledning kom der gang i løjerne. En fejl i FCN-forsvaret gav Nicola Djurdic en friløber efter 21 minutter. Den serbiske angriber blev dog den lille i duellen mod Runar Alex Runarson i FCN-målet. 

I stedet var det FCN, der først fandt vej til netmaskerne efter 34 minutter. Emiliano Marcondes var hurtigst over en returbold fra Randers-keeper Hannes Halldorsson, og så stod den 1-0. 

FCN-angriberen var på spil igen fem minutter senere, men denne gang stod overliggeren i vejen.

I stedet fik Randers udlignet minuttet før pausen. 

Viktor Tranberg lavede en stor fejl i FCN-forsvaret, og efter lidt tilfældigheder lå bolden for fødderne af kantspilleren Saba Lobjanidze, der kynisk bankede bolden i nettet.

Det gav gæsterne selvtillid, og et minut efter pausen lå bolden i nettet igen. Vladimir Rodic blev sendt alene mod mål, og efter en flot skudfinte sparkede midtbanespillerne gæsterne i front. 

Så var Randers på vej mod sæsonens blot anden sejr, men FCN ville det anderledes. Angriberen Ernest Asante udlignede efter 58 minutter med sit niende sæsonmål.

Efter 83 minutter blev gæsternes Bashkim Kadrii smidt ud efter sit andet gule kort, og fem minutter senere fik det konsekvenser. 

Den blot 17-årige offensivspiller Nikolai Baden Frederiksen scorede efter bare tre minutter på banen til slutresultatet 3-2. 

Randers sluttede kampen med ni mand på banen, da anfører Mads Agesen i tillægstiden modtog et direkte rødt kort for at plante et knæ i ryggen på Marcondes.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik