Ved Odins skæg: Vikinger har hårdt brug for nye lurblæsere

På grund af mandefald har Frederikssund Vikingespil hårdt brug for nye lurblæsere til den nye sæson.

Er du fascineret af vikinger, og har du erfaring med blæseinstrumenter, så er du lige den person, som Frederikssund Vikingespil leder efter.

Hver sommer er det i den grad vikingetid i Frederikssund. Her trækker omkring 250 voksne og børn trækker i vikingedragter og opfører et teaterstykke omkring et dansk vikingesagn.

I løbet af sommeren skulle det i år have været forestillingen Skjoldunge, men det blev aflyst på grund af corona.

Nu ser man frem mod næste års jubilæumsforestilling, og derfor hidkalder Frederikssund Vikingespil alle lurblæsere til byen den 13. september, hvor der vil være åbent hus, så interesserede kan komme og aflægge prøve.

Lurblæserne spiller en stor rolle i vikingespillet, da de både indleder og afslutter spillet, samt er med på scenen undervejs. Og lige nu er der i den grad brug for nye kræfter, fortæller lur-ansvarlig Jette Kondrup til TV 2 Lorry.

- I de senere år har vi mistet folk, der er stoppet, fordi de er blevet for gamle og ikke har kræfterne til at være med mere. Og så har andre medlemmer haft svært med at forene det med arbejdslivet, så lige nu er vi nede på seks-otte lurblæsere, og vi skulle gerne være det dobbelte antal.

quote Vi har behov for yngre kræfter, så vi ikke alle sammen står med langt gråt skæg, som også kan være med til at føre traditionen videre

Jette Kondrup, lur-ansvarlig hos Frederikssund Vikingespil

Faktisk har der ikke i nyere tid været auditions til lurblæsere til vikingespillet, fordi folk er kommet af sig selv, men nu begynder det at knibe.

Behov for yngre kræfter

- Vi har behov for yngre kræfter, så vi ikke alle sammen står med langt gråt skæg, som også kan være med til at føre traditionen videre. Vikingespillet kræver at man deltager aktivt, og man skal være indstillet på at være med til prøver og forestillinger, men hvis der er folk nok, så kan man dele det op i skiftehold, så ikke alle skal være der hver eneste aften, siger Jette Kondrup.

For at være en del af vikingespillets lur-ensemble skal man kunne læse noder og trods alt have lidt erfaring i at bruge et blæseinstrument, så man kender teknikken.

- Det kræver en embouchure (teknik som en musiker anvender til placering af læber og tunge på mundstykket af et blæseinstrument for at frembringe vellydende toner, red), så hvis man kun har erfaring med at spille trompet juleaften, så skal man nok arbejde lidt mere på at holde embouchuren i gang, forklarer Jette Kondrup.

Luren har et mundstykke af messing, og minder derfor om trompeter, tromboner og andre slags horn. Dem der spiller saxofon, klarinet og obo bruger en anden teknik, men med lidt øvelse, mener Jette Kondrup, at det nok skal gå. Selv spiller hun waldhorn, som ifølge hende er et af de mest komplicerede blæseinstrumenter.

- Luren kan sammenlignes med et jagthorn, fordi der ikke er nogle ventiler til at skabe halve og kvarte toner med, så på luren arbejder man med naturtonerne, og man kan godt sige at det er et lidt mere simpelt instrument, fordi der ikke er så meget, man skal holde styr på, forklarer Jette Kondrup.

quote den er så spektakulær et instrument med nogle helt særlige lyde, så derfor bliver den ved med at være en del af forestillingerne

Jette Kondrup, lur-ansvarlig hos Frederikssund Vikingespil

Hun påpeger, at der vil være fælles øvedage henover efteråret og vinteren inden næste års sæson, men at det er en stor fordel, at nye medlemmer selv kan øve derhjemme.

Ikke en del af vikingetiden

Luren har i virkeligheden intet med vikingetiden at gøre, da den først blev introduceret i bronzealderen, men alligevel har man valgt at bruge instrumentet.

- Vi har hørt det mange gange før, at den ikke hører til, men siden 1952 har vi haft luren med, og den er så spektakulær et instrument med nogle helt særlige lyde, så derfor bliver den ved med at være en del af forestillingerne, siger Jette Kondrup.

Frederikssund Vikingespil tager covid-19.situationen meget alvorligt, og derfor skal alle lurblæsere bære handsker og spritte instrumentet af efter brug. Man har indkøbt en helt særligt fremstillet desinfektionsvæske og rensestokke, som bruges til at rengøre mundstykket og selve røret, som bliver fyldt med væske, når man blæser i det.

På den måde er instrumenterne helt covid-sikre, forsikrer Jette Kondrup.

Ønsker du at deltage i Frederikssunds Vikingespils åben hus, så kan du her læse mere om tid og sted.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik