Udsolgt på ingen tid: Startnumre til broløb revet væk

Onsdag blev blev der åbnet for salg af startnumrene til broløbet over den kommende fjordforbindelse Kronprinsesse Marys Bro - og nu er der allerede udsolgt.

Danskerne kan rigtig godt lide at løbe over broer.

Således er broerne over Øresund, Storebælt og Lillebælt særdeles eftertragtet asfalt at betræde for kondisko, når diverse broløb og halvmaratoner finder sted.

Den kommende Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord er ingen undtagelse, tyder det på.

I løbet af ganske få timer blev over halvdelen af alle startnumrene til det løb, der skal indvie den nye fjordforbindelse, nemlig solgt. Og torsdag morgen kan arrangørerne melde udsolgt.

Det oplyser DGI Nordsjælland, der er projektstyrere af Kronprinsesse Marys Bro-løbet.

Overstiger alle forventninger

Den overvældende interesse vækker naturligvis glæde hos arrangørerne af løbet:

- Det overgår vores vildeste fantasi, siger Torben Hansen, formand for Fjordløberne, der sammen med Out-Run Frederikssund arrangerer løbet.

- Jeg ved ikke, hvad der er med os danskere, men når der skal løbes over en ny bro, så er vi ellevilde med det. Det har vi set ved andre broer. Og så må vi heller ikke underkende, at naturen omkring Roskilde Fjord er utrolig smuk, hvilket sikkert også har været medvirkende til den store interesse, siger han.

Kronprinsesse Marys Bro-løbet finder sted den 28. september som led i den officielle indvielse af motortrafikvejen over fjorden. Her vil der blive løbet tre distancer, som man også kender fra Royal Run: One Mile på 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer.

Fjordforbindelsen bliver en knap 10 kilometer lang 4-sporet motortrafikvej syd. Her en visualisering af, hvordan broen vil se ud, når den er færdig.
Fjordforbindelsen bliver en knap 10 kilometer lang 4-sporet motortrafikvej syd. Her en visualisering af, hvordan broen vil se ud, når den er færdig.
Foto: www.fjordforbindelsen.dk

Lynhurtigt udsolgt

Kort før klokken 16 onsdag - fire timer efter biletterne blev frigivet -  var der solgt små 5.000 af de i alt 7.000 startnumre til de tre distancer. Og i løbet af onsdag aften blev de sidste startnumre også solgt.

Der er dog fortsat et godt stykke op til deltagerrekorden for en løbetur over en bro. Da Øresundsbroen i år 2000 blev indviet deltog hele 90.000 løbere i den første udgave af Broløbet.

DGI såvel som arrangørerne regner med, at løbet kan melde udsolgt inden længe. Information og tilmelding finder man på denne hjemmeside.

Fjordforbindelsen Kronprinsesse Marys Bro

Fjordforbindelsen bliver en knap 10 kilometer lang 4-sporet motortrafikvej syd for Frederikssund, og knap 1,4 kilometer vil ligge på en højbro mellem Marbæk og Tørslev Hage.  

 

Udover Kronprinsesse Marys Bro består projektet af 16 andre mindre bygværker. 

 

Kronprinsesse Marys Bro bliver en betalingsbro. Betalingsanlægget vil være det første free flow betalingsanlæg i Danmark.  

 

Projektets samlede budget udgør cirka 2 milliarder kroner.

 

Kilde: Fjordforbindelsen Frederikssund


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik