Splinternyt og kontroversielt skatkammer skal passe på Danmarks historie

Nu står opbevaringsmagasinet i Vinge endelig klar til at modtage museumsgenstande fra Nationalmuseet. Her skal danskernes kulturarv opbevares sikkert.

Byprojektet Vinge i Frederikssund Kommune har langt fra haft en nem fødsel. 

I begyndelsen var det svært at skaffe investorer, der var villige til at smide penge i byggeprojektet. Men langsomt har udviklingen taget fart, og snart er man klar til at indvie et af de helt store prestigeprojekter i bydelen.

Nationalmuseet er nemlig klar til at flytte de første kulturhistoriske genstande ind i et nyt, moderne opbevaringsmagasin på størrelse med 80 parcelhuse, som skal indvies 16. maj. Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

Den nye bygning, der skal opbevare to tredjedele af Nationalmuseets samling af den danske kulturarv, har dog ikke just vundet alle popularitetspriser. Tilbage i februar 2020 indsendte Danmarks Naturfredningsforenings (DN) lokalafdeling i Frederikssund en officiel klage til Planklagenævn over kommunens byggeplaner.

- Placeringen af Fællesmagasinet vil opleves som en kold mastodont i landskabet, lød det blandt andet på deres hjemmeside.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Byprojektet Vinge - kort fortalt

Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt, og det går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere.

Ambitionen var, at de første dele af byen skulle have været plads allerede i 2018, men i november 2017 kollapsede projektet af.

I slutningen af 2019 blev det kuldsejlede projekt genoptaget, efter Frederikssund Kommune lappede et underskud i projektet på over 100 millioner kroner.

Klagen fik DN ikke medhold i, og omgivet af hegn, voldgrav og gemt bag tykke betonvægge ligger det nye hjem for danskernes kulturarv - klar til at åbne lige om lidt.

Fleksibel indretning

Det kommer dog til at tage noget tid, før to tredjedele af de to millioner genstande, som udgør samlingen, er på plads i det nye magasin. Nationalmuseet forventer, at der kan gå op til 10 år, før sidste genstand er placeret.

- Det er vigtigt, at vi passer på vores kulturskat, og med det nye magasin får danskernes kulturarv et sikkert og moderne skatkammer. Magasinet er fleksibelt indrettet, så det er let og hurtigt at finde frem til genstande, der skal bruges i forskning, udstillinger eller udlånes til andre museer i Danmark, siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev i pressemeddelelsen og understreger:

- Det er en forudsætning for, at vi på fremtidens Nationalmuseum let kan ændre og tilpasse udstillingerne løbende.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Placeringen af fællesmagasinet er markeret med rødt.
Placeringen af fællesmagasinet er markeret med rødt.
Foto: Halsnæs Kommune

Kilometervis af reoler

Det nye magasin kommer med en opgradering i forhold til indeklimaet, der har været et problem i de nuværende rammer, hvor skimmelsvamp og skadedyr har destrueret omkring 1.000 historiske genstande.

- Bygningen er designet, så den i sig selv fungerer som et moderne klimaanlæg, hvilket sikrer et lavt energiforbrug året rundt. Indeklimaet er godt, logistikken er effektiv og sikkerheden er i top, hvilket betyder, at vi i mange generationer frem kan passe rigtig godt på kulturarven og samtidig gøre den lettilgængelig på den mest driftsøkonomiske måde, siger Anne-Kathrine Kjerulff i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På de mange kilometer af reoler skal der også opbevares historiske genstande fra Det Kongelige Bibliotek.
På de mange kilometer af reoler skal der også opbevares historiske genstande fra Det Kongelige Bibliotek.
Foto: DS Flexhal

Inden artefakterne får en placering i magasinet, skal de behandles ved frysning for at undgå ubudne gæster, der gør skader. Herefter vil eventuelle fejl blive rettet, ligesom der sikres et foto af de genstande, der endnu ikke er billeder af. Herefter får de en plads på en af de flere kilometer reolpladser, magasinet huser.

Da der er tale om et opbevaringsmagasin, vil det ikke være muligt for offentligheden at indløse billet og tage en rundtur. Der vil dog være faciliteter, så forskere kan studere samlingen på stedet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik