Sognepræst idømt 15 års fængsel - planlagde at opløse konens lig i syre

Retten i Hillerød idømmer sognepræst Thomas Gotthard 15 års fængsel for drabet på sin hustru i oktober i fjor.

Da sognepræst Thomas Gotthard om morgenen den 26. oktober i fjor hamrede en sten mod sin hustrus hoved og efterfølgende holdt hende for næse og mund, til hun mistede livet, var det nøje planlagt.

Det forklarede den 45-årige drabsmand tirsdag ved Retten i Hillerød. 

Forklaringen blev afgivet i et lukket retsmøde, men blev efterfølgende læst op af anklager Anne-Mette Seerup fra Nordsjællands Politi.

Dommer Betina Heldmann har tirsdag udmålt en straf på 15 års fængsel i sagen, der blev afgjort som en såkaldt tilståelsessag.

- Jeg har lagt vægt på, at der er tale om en nøje planlagt og velovervejet handling.

- Der er desuden lagt vægt på den målrettethed og brutalitet, du efterfølgende har udvist ved den usømmelige behandling af liget, sagde dommeren ved domsafsigelsen.

I ugevis hed det sig, at Maria From Jakobsen havde forladt sit hjem på Nialsvej i Frederikssund i nedtrykt tilstand. Men politiets efterforskere fattede mistanke om, at hun var blevet dræbt, og Gotthard blev sigtet og fængslet.

Maria From Jakobsen blev 43 år gammel. Hun og Thomas Gotthard har to børn sammen. 

Ifølge Gotthards forklaring var deres ægteskab på vej mod forlis, da han blandt andet havde haft en affære med en kvinde, som han havde mødt gennem sit arbejde.

Han besluttede, at han ville slå sin kone ihjel. Det hele skulle se ud, som om at Maria From Jakobsen var forsvundet for at tage sit eget liv. I retten forklarede han, at han ville have fred for hende.

Planlagde drab i en uge

En uge inden drabet begyndte Thomas Gotthard at forberede drabet. I Føtex på Kalvøvej i Frederikssund studerede han etiketter på forskellige kemikalier for at finde ud af, hvilke kemikalier der var mest ætsende.

Han anskaffede sig i dagene efter en stor fodertønde på 208 liter, og i byggemarkedet Jem og Fix på Askelundsvej i Frederikssund købte han litervis af saltsyre til at opløse liget. Han købte også kaustisk soda. Han var inspireret af et afsnit af tv-serien 'Breaking Bad', har han forklaret.

Hængelåse blev der også købt, og fra Ansgarkirken i Hedehusene, hvor han på det tidspunkt var ansat, tog han en sækkevogn.

Om morgenen den 26. oktober befandt han og Maria sig i haven. Hun var netop kommet hjem efter at have afleveret børnene i skole.

Da hun vendte ryggen til, slog han hende med stenen. Det var koldt, og han havde handsker på. Han holdt hende for næse og mund, til hun udåndede.

Derefter tog han handskerne af. Han konstaterede, at der ikke var puls.

Arkivfoto af Maria From Jakobsens hus.
Arkivfoto af Maria From Jakobsens hus.
Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix


Parterede lig og brændte kropsdele

Den døde krop blev afklædt og anbragt i fodertønden. Den blev aflåst med en hængelås og anbragt i skuret, som også blev aflåst. Han brugte kirkens sækkevogn til at håndtere tønden.

Derefter kørte han forbi sin mor.

Samme nat transporterede han tønden til en landejendom i Ølstykke. Liget blev overhældt med saltsyre. Men han var nervøs for, at man ville kunne spore hans færden, så i dagene efter forsøgte han at slette sine spor.

Laden på ejendommen blev brændt af, og resterne af den døde krop blev fordelt i to andre tønder, som han bragte til et sted kaldet "Fjordhytten" i Roskilde. Her blev ligdelene brændt.

Først i juni valgte sognepræsten at lægge kortene på bordet og tilstå. Han udpegede flere steder for politiet, som fandt spor efter Maria From Jakobsen. Først da var man sikker på, at hun var død.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik