Sådan drømte man om, at togstation skulle se ud - men det endte helt anderledes

S-togsstationen i Vinge ved Frederikssund blev ikke en arkitektonisk perle som planlagt. Nu har de et trinbræt.

Scroll ned i artiklen for at se, hvordan stationen skulle have set ud - og hvordan det endte.

Nogle gange kan der være langt fra vision til virkelighed.

Det må man sande, hvis man kaster et blik på den nye togstation i Vinge, som om en måned tid tages i brug og kobles på S-togsnettet.

For den ganske ordinære togstation er nemlig langt fra det, de få indbyggere i den helt nye by først blev stillet i udsigt.

Hvordan og hvorfor det endte sådan, kommer vi til. Men først lidt baggrund:

I 2015 blev det første spadestik taget til en visionær by mellem Frederikssund og Ølstykke.

Et prestigeprojekt om byen Vinge med helt op til 20.000 indbyggere, som indeholder visionen om et bysamfund, hvor landskab og natur går hånd i hånd med et levende bysamfund med en centralt placeret S-togslinje til København.

Planerne var store og armbevægelserne ligeså. Men investorerne svigtede, og fem år efter det første spadestik er den nye by i Frederikssund Kommune langt fra en eventyrfortælling.

For nok gik byggeriet af Deltakvarteret i Vinge i gang, men siden slog afgørende byggeaftaler om Vinge Centrum fejl, og den økonomiske trængte kommune Frederikssund ender med at vedtage en spareplan på knap 100 millioner kroner.

Endvidere blev planerne om en S-togsstation i 2018 droppet, da der langt fra var det påkrævede antal indbyggere og arbejdspladser i området.

Station endelig opført

Men alt det er nu historie, efter Vinge for få dage siden fik en færdig S-togsstation, der indtil videre skal betjene de omkring 100 mennesker, der er bosat i prestigeprojektet, som brast.

quote Det er jo det med: Hvad kommer først, hønen eller ægget?

John Schmidt-Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune, Venstre

- Det er jo det med: Hvad kommer først, hønen eller ægget? Nu er stationen herude, og når man skaber infrastruktur, skaber man også udvikling. Og udvikling er det, vi har brug for herude i Vinge. Jeg kan love for, at interessen for Vinge er blevet stor, efter stationen er blevet en realitet, siger Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V) til TV 2 Lorry.

Håbet er nu, at S-togsstationen på ny kan være med til at trække nye investorer til by-byggeriet.

Helhedsplanen og visualiseringer for Vinge viser, at Vinge Station skulle ligge i centrum af en levende bykerne, hvor både butikker, kontorer, sportsaktiviteter og et bytorv lå.

Prisvindende arkitektur droppet

Selve station blev visualiseret af arkitekterne Henning Larsen Architects og indbragte tegnestuen LEAF-prisen i London, en international pris for bæredygtig arkitektur, hvor naturen er tænkt med ind i projektet, ligesom Vinge Station og Centrum blev en del af den permanente udstilling på Designmusem Danmark som en del af udstillingen om det "21. århundredes mest nytænkende, smukke og overraskende danske design."

quote Den ser ikke ud, som det var meningen, nej. Men den er her.

John Schmidt-Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune, Venstre

Men i starten af 2019 stod det klart, at smukke kurver, natur og arkitektonik blev for dyrt for Vinge.

I stedet fik byen et klassisk trinbræt - og nu tages det snart i brug.

Og ifølge borgmeter John Schmidt-Andersen (V) er det slet ikke så skidt endda.

- Den ser ikke ud, som det var meningen, nej. Men den er her.

- Og det er mobiliteten, som giver folk lyst til at flytte hertil. Så det er en glad og tilfreds borgmester, som lige straks skal klippe en snor herude, siger han.

Se stationen som den var planlagt og som den blev - og bedøm selv.

TV 2 Lorry talte for nylig med borgmester John Schmidt Andersen (V) om den kommende station, som snart kobles på S-togsnettet. Se mere i indslaget herunder:

Vinge Station kommer snart på S-togsnettet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik