S-togsbane åbnet efter stort sporarbejde - men Banedanmark er ikke helt færdige

Hele sommeren har brugerne af Frederikssundsbanen måtte væbne sig med tålmodighed og bruge togbusser. Nu kører togene igen på strækningen - men Banedanmark er ikke færdige.

Foto: Nils Meilvang - Scanpix

I 12 stive uger har brugerne af S-togsbanen mellem Valby og Frederikssund hoppet ind og ud af gule busdøre frem for de røde S-togsdøre.

Men nu er det slut. I dag genåbnede strækningen, der til dagligt bruges af Linje C og Linje H til stor glæde for brugerne. Blandt andet på TV 2 Lorrys Facebookside udtrykker flere deres glæde over, at S-toget nu kører igen.

Alligevel kan der spores en smule grus i maskineriet hos Banedanmark, som har udført de omfattende sporarbejder over sommeren. 

Læs også 12 uger uden S-tog: Nu kører de igen

De er nemlig ikke blevet helt færdige - og derfor vil der være sporarbejder på strækningen i fremtiden også.

- Der har været nogle forsinkelser på noget af sporarbejdet. Derfor er der nogle aktiviteter, som vi har taget ud nu, så vi kunne åbne som planlagt, siger Annette Bech, der er område chef hos Banedanmark.

Hun forklarer, at det blandt andet er arbejdet med at udskifte ballasten, som ikke er nået i mål. Ballasten er de skærver eller sten, som ligger under skinnerne og svellerne.

Det er de mindre dele, som der stadigvæk mangler lidt af, så det bliver slet ikke så omfattende som denne her lukning

Annette Bech, områdechef Banedanmark

Mindre mangler har ingen konsekvenser nu

Der er dog ingen grund til bekymring, lyder det fra områdechefen. De store arbejder er nemlig blevet lavet.

- Det er en lille del af det udførte arbejde, som mangler, så det bliver slet ikke så omfattende som denne her lukning, fortæller Annette Bech til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Passagererne skal ikke frygte, at der bliver spærret i flere uger.

Målet for Banedanmark har været at være klar til at genåbne til tiden, og derfor har man vurderet, at de små arbjeder må vente.

Passagerne skal ikke frygte, at der bliver spærret i flere uger.

Annette Bech, områdechef Banedanmark

Samtidig har det hele tiden været planen, at der skulle være en slutjustering af det store sporarbejde i efterårsferien.

DSB og Banedanmark arbejder med plan

- Der er altid noget, som der skal følges op på, og slutjusteringen er også helt almindelig praksis. Der har været nogle uventede udfordringer, som har været med til at forsinke os. Vi har haft et nedbrud på en maskine, og vi havde også et uheld med et arbejdskøretøj, som ødelagde et spor derude, siger områdechefen. 

Læs også Godt nyt til pendlere: Kystbanen er klar. Og endda til tiden

Hun fastslår, at der ikke ligger en konkret plan for, hvordan og hvornår der skal være sporarbejde igen, men at de arbejder på en plan sammen med DSB.

- Vi kan ikke udelukke, at der bliver  dagsspærringer, men vi ved det ikke på nuværende tidspunkt. Vi prøver altid at finde frem til den bedste løsning, som tager hensyn til passagererne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik