Rådgiver i Vinge-projekt vil betale millioner tilbage

Advokatfirmaet, der rådgav Frederikssund kommune i Vinge-projektet, tilbyder nu at betale tilbage

Nu kan nogle af de mange millioner kroner, som Frederikssund kommune har brugt på rådgivning i Vinge-projektet, være på vej tilbage til kommunekassen.

Advokatfirmaet Horten, der rådgav kommunen om aftalen med AP Ejendomme og MT Højgaard, som siden faldt på gulvet, tilbyder nemlig at betale 8,75 millioner kroner af sit honorar tilbage. Det fremgår af et lukket punkt på økonomiudvalgets dagsorden, som DR P4 København har set. 

Det tilbudte beløb gælder både betalte fakturaer og fakturaer, der endnu ikke er betalt, og forvaltningen har indstillet til politikerne, at de siger ja til tilbuddet. Der kan være flere grunde til tilbagebetalingen, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet:

- Det er et udtryk for, at de er klar over, at de måske ikke har givet den helt optimale rådgivning i forhold til Frederikssund Kommune, og det andet er, at de vil undgå en langvarig retssag og konstant dårlig omtale af firmaet, siger han til TV 2 Lorry. 

Samtidig mener han også, det handler om at betale tilbage med det samme, så man undgår en evt. erstatningssag. Horten har ydet juridisk rådgivning til Frederikssund kommune i forbindelse med etableringen af Vinge Centrum gennem flere år. Advokatfirmaet er betalt i alt 28,8 millioner kroner i honorering. 

Advokatfirma er kede af forløbet

Tilbagebetalingen siger også meget om, at Vinge-projektet nok ikke bliver flyvefærdigt lige med det samme, vurderer Bent Greve:

- Der er brug for nogle nye, grundige overvejelser om, dels hvad kommunens rolle overhovedet skal være i projektet, dels om der er andre investorer, der har lyst til at gå ind i det her projekt, og dels hvilken tidshorisont man skal have på det. Så jeg tror, der går en god rum tid, inden det her projekt kommer op at stå igen. 

Horten vil ikke udtale sig om sagen, men skriver til DR P4 København, at de ligesom kommunen er rigtig kede af, at det ønskede resultat endnu ikke er nået, og at de også derfor er åbne for en dialog med kommunen om, hvilken betydning det manglende resultat skal have for honoreringen.

DR P4 København har forsøgt at få en kommentar fra flere medlemmer af Frederikssund kommunes økonomiudvalg, men de har ikke ønsket at udtale sig om honoraret, da det er et punkt på en lukket mødedagsorden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik