Politiet bekræfter: Intet lig i drabssag fra Frederikssund

Politiet har ikke fundet noget lig i drabssag fra Frederikssund, hvor en mand blev fængslet mandag.

Nordsjællands Politi bekræfter nu, at man ikke har fundet liget af Maria From Jacobsen. En 44-årig mand blev mandag varetægtsfængslet for at have dræbt den 43-årige kvinde.

Det er vicepolitiinspektør Lau Lauritzen, der bekræfter, at man ikke har fundet kvindens lig.

- Derfor kan vi ikke med sikkerhed sige, at hun er død, men vi efterforsker hendes forsvinden som en drabssag, siger han.

Da senioranklager Kenn Jørgensen mandag præsenterede Retten i Hillerød for politiets sigtelse i sagen, fremgik der ikke noget om, hvor, hvornår og hvordan Maria From Jacobsen skulle være blevet dræbt.

Og denne mystik skyldes altså delvist, at der ikke er fundet et lig.

Liget spiller normalt en betydelig rolle i efterforskningen af drabssager. Ofte kan en retsmedicinsk undersøgelse nemlig kaste lys over, hvordan personen er afgået ved døden.

For eksempel om der er tale om kvælning, skud, skarp vold, stump vold eller måske en forgiftning.

Politiet har hele ugen igennem arbejdet med tekniske undersøgelser og søgning efter spor i et hus på Nialsvej i Frederikssund.
Politiet har hele ugen igennem arbejdet med tekniske undersøgelser og søgning efter spor i et hus på Nialsvej i Frederikssund.
Foto: Local Eyes

Meldt savnet i tre uger

Maria From Jacobsen blev meldt savnet den 26. oktober. I politiets efterlysning lød det, at hun havde forladt sit hjem i Frederikssund i nedtrykt tilstand.

Hun havde hverken betalingskort, telefon eller computer med sig.

Hun skulle være kørt i en bil, som siden blev fundet på Bellahøj i Københavns Nordvestkvarter.

Søndag blev huset på Nialsvej i Frederikssund imidlertid afspærret, og politiet arbejdede også på stedet mandag morgen.

Op ad dagen meldte Retten i Hillerød ud, at der mandag eftermiddag skulle være et retsmøde - et grundlovsforhør om manddrab. Politiet oplyste efterfølgende, at det drejede sig om Maria From Jacobsen, som man altså mener er blevet dræbt.

En mand, blev ved retsmødet fængslet. Han har en relation til kvinden og en stilling, som på grund af et navneforbud ikke må nævnes, da det vil kunne identificere ham. Han nægter sig skyldig i politiets sigtelse.

Andre er drabsmænd dømt uden lig 

Selv om liget spiller en stor rolle i efterforskningen af drabssager, så er der flere eksempler på personer, der er dømt for drab i sager uden lig.

I 2017 blev Khalil Meme i Østre Landsret idømt 12 års fængsel og udvisning for altid for drabet på sin ekskone, selv om hendes lig aldrig blev fundet.

Liget af Henrik Hauberg Madsen er heller aldrig fundet, men i 2014 blev Claus Stokholm Larsen og Bo Madsen idømt henholdsvis 15 og 13 års fængsel for at have slået ham ihjel.

I en af de mest opsigtsvækkende drabssager i nyere tid blev Peter Lundin i 2001 idømt livsvarigt fængsel for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner, hvis lig heller aldrig er fundet.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik