Omstridt bro kan nu krydses gratis: Det fejrede tidligere ’modstandsgruppe’

Gruppen kørte over Kronprinsesse Marys Bro for første gang. TV 2 Lorry var med.

Der var både fest, farver, taler og et broløb med 10.000 deltagere, da Kronprinsesse Marys Bro, som forbinder Hornsherred med Frederikssund, blev indviet i september 2019.

Feststemningen forduftede dog hurtigt med en betalingsafgift over broen, som ikke kun har ført til mindre trafik end forventet, men også til store protester og blandt andet en underskriftsindsamling, som 25.000 lokale borgere skrev under på for at få det gjort gratis at køre over broen.

Det skete så i dag, hvor man for første gang kunne krydse den omstridte bro ganske gratis.

Over for første gang

- Nu skal vi over Kronprinsesse Marys Bro for første gang. Det er der nemlig ikke nogen af os, der har været endnu, siger Susanne Bartholin, som har været medlem af 'modstandsgruppen' Broafgift nej tak!

Og over kom Susanne Bartholin, der samtidig glæder sig over, at broafgiften nu er væk.

- Jeg er glad på borgernes vegne, fordi de nu kan køre gratis over. Det kommer til at betyde noget for trafikken på den gamle bro, fordi mange af dem, som har fravalgt betalingsbroen, har taget Kronprins Frederiks Bro, og det kommer det til at betyde mindre trafik gennem Frederikssund fremadrettet, siger Susanne Bartholm til TV 2 Lorry.

Vil give lokal udvikling

Også det socialdemokratiske byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen, var på årets første dag mødt op for at fejre bortskaffelsen af broafgiften. Han har nemlig også været medlem af Broafgift nej tak!

- Det er en festdag. Det kommer til at give udvikling i hele Hornsherred, som ikke er koblet af mere, siger han til TV 2 Lorry.

Som en del af sommerens trafikforlig blev det dengang besluttet at gøre det gratis at krydse Kronprinsesse Marys Bro, og det er altså det, der i dag er blevet effekturet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik