Omfattende flytning af kulturarv begyndt: Ikke set siden 1906

Mandag begyndte flytningen af litteratursamlingen fra det Kongelige Bibliotek. De gamle bibliotekslokaler er nemlig forældede og slet ikke gode nok til at bevare vores historie.

Kilometervis af hylder fyldt med vores kulturarv på det Kongelige Bibliotek, skal flyttes til nye lokaler.

I Vinge uden for Frederikssund står nye topmoderne lokaler klar til at huse den danske litteratur. Og det er ved at være på tide, at kulturarven får nye rammer.

De historiske lokaler i den gamle del af det Kongelige Bibliotek, hvor al dansk litteratur er blevet opbevaret siden 1906, er nemlig alt for varme og nedbryder dermed fundamentet for vores danske identitet.

- På én måde er det en afslutning på en lang bibliotekshistorie i de her bygninger, hvor vi har haft materialerne stående siden 1906. På den anden side kommer de jo op, hvor de står rigtig godt.

Over de næste to år skal personalet flytte samlingen til helt nye og afkølede lokaler

- Det er jo vigtigt, fordi det er vidnesbyrd om hele vores historie. Indtil nu har det været opbevaret her ved stuetemperatur, og da meget er lavet af en dårlig papirkvalitet, bliver det meget hurtigt nedbrudt i den varme, siger konservator Birgit Vinter Hansen.

Originale værker fra kendte forfattere

Alligevel kan det føles nostalgisk at flytte fra det historiske sted.

- For materialets skyld, synes jeg, det er fantastisk. Ud fra mine egne følelser, synes jeg selvfølgelig, det er synd, for jeg elsker de her lokaler, lyder det fra Magdalena Midtgaard, som har været konservator på biblioteket i 25 år.

Samlingen på biblioteket spænder bredt lige fra flere tusinde år gamle håndskrifter til illegale tryksager fra anden verdenskrig. Der er også originale manuskripter fra forfattere som HC Andersen, Kierkegaard og Karen Blixen og frem til nutidens Nettoreklamer og foreningsblade.

- Hvis vi skal sikre kilderne til Danmarks historie i fremtiden, så er vi simpelthen nødt til at gøre noget, for ellers vil det være væk om 100 – 150 år, siger projektleder Stig Svenningsen.

I alt skal omkring 90 hylde-kilometer flyttes til de nye lokaler, som ligger knap 50 kilometer nordpå i Vinge. Og her i de køleskabskolde lokaler skal fortiden altså møde nutiden.

- Her er snorlige hylder og rigtig god plads, så jeg er rigtig glad for det. Samtidig er det også noget nyt, at de har stået på Slotsholmen I rigtig mange år. 

- Nu kommer det så op at stå her i Vinge, og det kommer til at stå rigtig fint her. Det betyder, at vi kan bevare vores kulturarv for eftertiden I rigtig mange år, lyder det fra Stig Svenningsen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik