Omdiskuteret station klar: Nu bliver Vinge tilkoblet S-togsnettet

Efter adskillige års tilløb bliver togstationen ved byprojektet Vinge taget i brug fra den 14. december. Det vil få afgørende betydning for projekts fremtid, spår borgmester.

Et kompliceret forløb frem mod Sjællands måske mest omdiskuterede togstation får en foreløbig kulmination, når den spritnye station ved byprojektet Vinge mellem Frederikssund og Ølstykke langt om længe bliver koblet på S-togsnettet.

Fra den 14. december kan nybyggerne i Vinge således bryste sig af at bo i en stationsby – og endda den mindste af slagsen på hele s-togsnettet.

Dermed kan passagerer hoppe på enten linje C eller H og være på Københavns Hovedbanegård i løbet af 43 minutter, skriver Frederikssund Kommune på sin hjemmeside.

Samtidig etableres en kommunal busrute med linjenummeret 319, som skal køre mellem den nye S-togstation og Skibby på den anden side af Roskilde Fjord.

Afgørende betydning for Vinges fremtid

Cementeringen af Vinges plads på S-togsnettet markerer et lettelsessuk for Frederikssund Kommune og byrådets vision om en by med op til 20.000 indbyggere, som skal skyde op på en bar mark.

For det at kunne tilbyde potentielle tilflyttere en nem og hurtig togforbindelse lige til døren er en central forudsætning for at kunne komme videre med byudviklingsprojektet Vinge, forklarer borgmester John Schmidt Andersen (V).

- Derfor er det virkelig en stor dag, når man kan tage toget fra Vinge Station fra den 14. december. Så kan man bo midt i naturen og være midt i landets hovedstad på under tre kvarter, udtaler borgmesteren.

- Med den nye fjordforbindelse og en ny busrute over fjorden til Vinge Station er vigtige dele af infrastrukturen nu på plads. Der er ingen tvivl om, at etableringen af stationen vil få afgørende betydning for mulighederne for at udvikle Vinge i de kommende år, siger John Schmidt Andersen (V).

Stationen er nu færdigbygget og klar til at blive taget i brug. Første afgang sker tidligt om morgenen den 14. december.
Stationen er nu færdigbygget og klar til at blive taget i brug. Første afgang sker tidligt om morgenen den 14. december.
Foto: Halsnæs Kommune

Lever ikke op til kriterier og bliver ikke som ønsket

Lige som resten af Vinge-projektet har stationen også gennemlevet et forløb med op- og nedture.

For egentlig burde der slet og ret ikke være en station i det lille nybyggersamfund med vokseaspirationer. Vinge er nemlig på nuværende tidspunkt langt fra de officielle kriterier for, hvor mange indbyggere og arbejdspladser i nærområdet der skal være, før der kan bygges en ny s-togstation.

Derfor skulle der en dispensering til fra et flertal i Folketinget, før stationen kunne tage fart i slutningen af 2018.

- Vi kan konstatere, at projektet er så fremskredent, at det simpelthen vil blive for dyrt at sætte det på standby, lød det fra transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet ved byggeriets start i august 2019.

I de første planer for Vinge var visionen en arkitekttegnet station i hjertet af den nye by.
I de første planer for Vinge var visionen en arkitekttegnet station i hjertet af den nye by.
Foto: Frederikssund Kommune og Henning Larsen Architects

Samtidig måtte kommunen droppe de storstilede planer om en station arkitekttegnet af tegnestuen Henning Larsen Architects og i stedet nøjes med et ganske ordinært trinbræt med gangbro og trapper.

Den nedskalering i ambitionerne hæng især sammen med den kuldsejlede økonomi bag projektet, som kommunen pludselig stod med i slutningen af 2017. Her blev Frederikssund Kommune nødt til at lappe et underskud i projektet på over 100 millioner kroner.

Gang i projektet – langt om længe

Men en funktionel togstation, arkitekttegnet eller ej, det får Vinge altså.

Og det er ikke det eneste, der er gang i på markerne mellem Frederikssund og Ølstykke. Snart går boligselskabet Rosenvænget sammen med Domea i gang med at bygge 209 almenboliger og et stort parkeringshus. Samtidig er Nationalmuseet og Det Kgl. Bibliotek allerede er i gang med at bygge et stort (og udskældt) opbevaringsmagasin til klenodier og kulturarv.

Frederikssund Kommune håber desuden at kunne blåstemple en ny lokalplan, som giver mulighed for 75-100 private boliger i løbet af vinteren næste år.

Så selvom Vinge-projektet fortsat ikke kører på skinner, lader det til, at jernbanens komme sætter gang i udviklingen.

Og vil man være den første, der tager toget fra Vinge Station, skal man tidligt op. Det første tog mod København afgår mandag den 14. december klokken 04.41, hvilket er godt og vel to timer før, fanden får sko på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik