Ubetalte regninger, ensomhed og manglende struktur på hverdagen.
Problemerne går ofte hånd i hånd, når folk har det svært i livet. Men det vil man nu forsøge at gøre noget ved i Frederikssund.
Derfor har kommunen nu åbnet et nyt rådgivningshus, hvor borgere kan henvende sig uden forudgående aftale og få råd, vejledning og støtte.
Går man direkte ind fra gaden, vil man møde et hold på seks medarbejdere, der kan hjælpe med mange ting inden for psykiske, fysiske eller sociale problemstillinger.
Det handler om at hjælpe borgerne til selv at mestre de udfordringer, de har, og det er her et hold rigtig dygtige medarbejdere til
Man kan blandt andet få hjælp til at få struktur på sin hverdag, få overblik over sin økonomi, styr på sit alkoholforbrug og få hjælp til at håndtere følelser eller få kontakt til frivillige foreninger, mentorordninger og andre typer forløb.
En hurtig afklaring
- Formålet er at tilbyde borgerne en hurtig afklaring, så problemstillinger kan forebygges, inden de vokser sig store, uden at tunge procedurer og lange ventetider kommer til at stå i vejen. Det handler om at hjælpe borgerne til selv at mestre de udfordringer, de har, og det er her et hold rigtig dygtige medarbejdere til, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Susanne Bettina Jørgensen (Soc.dem) i en pressemeddelelse.
Når man møder op i Rådgivningshuset, vil man blive tilbudt en kop kaffe og en snak med en medarbejder i Rådgivningshuset.
Samtalen vil tage udgangspunkt i borgerens liv og de udfordringer personen oplever, og medarbejderen vil hjælpe med at finde løsningsmuligheder uden tunge procedurer og lange ventetider.
Ifølge kommunen er det bedst, hvis man borger selv møder op. Hvis man ønsker det, er man også mere end velkommen til at tage en pårørende med. Du kan læse mere om Rådgivningshuset her og finde åbningstider og adresse.