Nye tilfælde af æggekastning: To piger ramt

To ud af tre piger blev ramt, da mænd i en forbipasserende bil kastede æg efter dem.

Tirsdag modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse, der var lidt ud over det sædvanlige.

Anmeldelsen gik på, at gerningsmænd har kastet med æg mod sagesløse borgere. Og selv om det måske lyder som en sjov spøj, betegner politiet det som vold. Den seneste tid har der været flere tilfælde, hvor folk pludselig er blevet ramt af æg. 

Denne gang stod tre teenagere for skud, mens de gik ved indkøbscentret Sillebroen i Frederikssund.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

Episoden, der udspillede sig torsdag i sidste uge mellem klokken 21.45 og 22.00, blev fortalt til politiet af en 14-årig anmelder tirsdag.

Ifølge anmelderen blev æggene kastet mod de tre piger af fem drenge, der kørte i en sort bil af ældre dato.

Anmelderen selv blev ramt af æg på venstre lår med et blåt mærke til følge. En anden af pigerne blev ramt på anklen og fik et sår.

Den tredje person blev ikke ramt.

Risikerer voldssigtelse

Ifølge efterforskningskoordinator Henrik Laugesen formoder politiet, at gerningsmændene bag hændelsen også står bag en tidligere hændelse, hvor der blev kastet med æg mod ganske unge piger, beretter avisen.

Politiet vil gerne i kontakt med de unge mænd, som formentlig står bag ægge-angrebene.

- Vi overvejer at sigte dem for vold, siger han til Frederiksborg Amts Avis. 

Æggekastere løs i Roskilde

I august måned blev Dorte Bjelke Thomsen ramt af et æg, da hun var på løbetur i Roskilde. Også her var det en sort bil med unge mænd i, som var på færde.

- Jeg så en sort bil køre stærkt imod mig, og det næste, jeg mærker, er, at det gør ondt på min arm. Jeg når slet ikke at reagere. Jeg troede, at jeg var stødt ind i en fugl, sagde hun dengang til TV 2 Lorry.

Den 7. august havde Midt- og Vestsjællands Politi modtaget fire henvendelser om æggekast i området omkring Roskilde.

- Vi ser faktisk ret alvorligt på det, når vi tænker på, hvad der kunne være sket. Havde ægget for eksempel ramt nogen i øjet, så ville det jo være med invaliderende skader til følge. Så derfor vil vi gøre alt for at få de her sager opklaret, sagde Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi, den 7. august.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik