Nordsjællandsk flueplage spreder sig: Nu er endnu en kommune ramt

Beboerne i Slangerup kan nu også opleve gener fra sværme af sommerfuglemyg, der kommer fra det lokale rensningsanlæg.

Det sværmer med sommerfuglemyg - også kendt som såkaldte kloakfluer - flere steder i Nordsjælland.

Som TV 2 Lorry har fortalt tidligere på ugen, plager kloakfluerne i øjeblikket borgere i Helsinge, der ligger længere nordpå i Gribskov Kommune.

Nu kan naboer til Slangerup Renseanlæg ligeledes opleve gener fra insekterne. Det skriver Frederikssund Kommune på sin hjemmeside.

Sommerfuglemyggene kommer fra slambede beplantet med siv. Slambede er en økonomisk billigere og miljømæssig bedre måde at håndtere og bortskaffe slam end andre traditionelle metoder.

Sommerfuglemyggene er ret effektive. De kan nemlig på få dage udklække en hel koloni af myg.
Sommerfuglemyggene er ret effektive. De kan nemlig på få dage udklække en hel koloni af myg.
Foto: TV 2 Lorry

Mangler miljøvenligt sprøjtemiddel

Måske skal naboerne finde sig i sværme med kloakfluer i noget tid endnu.

Det er vandselskabet Novafos, som Slangerup Renseanlæg hører under.

Ifølge Frederikssund Kommune har selskabet tidligere brugt bekæmpelsesmidlet Karate 2,5 WG, når der tidligere har været konstateret en større koncentration af sommerfuglemyg.

- Dette er ikke længere en mulighed, da brug af bekæmpelsesmidlet kan udgøre en risiko for vandmiljøet, lyder det fra kommunen, der fortsætter:

- Novafos er derfor nu i gang med at undersøge, hvilke andre muligheder der findes for at reducere generne fra sommerfuglemyg.

Naboselskab har løsning

På rensningsanlægget, der hører under GribVand Spildevand, har man også gennem den seneste uge også kæmpet med sommerfuglemyg.

Kloakfluerne har været et tilbagevendende problem her ved det lokale rensningsanlæg i Helsinge.
Kloakfluerne har været et tilbagevendende problem her ved det lokale rensningsanlæg i Helsinge.
Foto: TV 2 Lorry

Siden prøverne i onsdags viste en voldsom vækst af æg og myggelarver i bedene, har man intensiveret indsatsen mod insekterne på rensningsanlægget.

- Vi har simpelthen valgt at lægge fluegift ud i alle bedene. Fluerne, der er på vingerne, kan vi ikke rigtig gøre noget ved. Men alle dem, der er nede i slammet, bekæmper vi med 100 procent, forklarede driftsleder Finn Sørensen fredag til TV 2 Lorry.

Finn Sørensen understreger samtidig, at giften - der har navnet gnatrol - ikke vil have nogen negativ påvirkning af miljøet, eftersom den er biovenlig.

Finn Sørensen, der driftsleder på rensningsanlægget ved Helsinge, bruger gift til at slå kloakfluerne ihjel.
Finn Sørensen, der driftsleder på rensningsanlægget ved Helsinge, bruger gift til at slå kloakfluerne ihjel.
Foto: TV 2 Lorry

Slamproduktion indstillet helt frem til efteråret

Kloakfluerne har været et tilbagevendende problem, og derfor har de på anlægget valgt udover gift at foretage en drastisk ændring.

- Hele anlæggets funktion, hvor det skal producere slam er taget ud af produktion, og slammet håndteres på anden vis nu. Vi sætter først gang i den del af produktionen igen til oktober, når dagene er blevet koldere, så myggene ikke kan leve her længere, siger Finn Sørensen.

Her kan du se et indslag fra tidligere på ugen om kloakfluerne, der generer mange borgere i Helsinge.

Den nordsjællandske by har enorme mængder små, såkaldte kloakfluer, der kommer fra et nærliggende rensningsanlæg



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik