Naturfredningsforening klager over udskældt betonklods i Vinge

Danmarks Naturfredningsforening har klaget til nævn over Frederikssunds Kommunes kommende opførelse af en lagerhal for kulturarv i grønt område.

Visualisering af det kommende fællesmagasin for kulturarv ved Vinge Station. Foto: Gottlieb Paludan Architects

Frederikssund Kommune har ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt, når det kommer til de annoncerede planer om at bygge et opbevaringsmagasin på størrelse med 80 parcelhuse for Slots- og Kulturstyrelsen i midten af byprojektet Vinge.

Sådan lyder den kontante melding fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Frederikssund, der har indsendt en officiel klage til statens Planklagenævn over kommunens byggeplaner.

Læs også Truet af skimmelsvamp: Kulturarv skal reddes i vingeskudt by-projekt

Helt konkret anfægter og klager foreningen over kommunens beslutning om, at det ikke var nødvendigt at foretage en miljøvurdering af byggeriet af lagerhallen, hvis samlede areal strækker sig over 5,8 hektar og har en byggehøjde på op til 15 meter.

Ifølge lovgivningen skal en kommune foretage og udarbejde en miljøvurdering – tidligere kendt som en VVM-redegørelse – af et byggeri, hvis det vurderes, at byggeriet vil få væsentlig indvirkning på miljøet.

Det har Frederikssund Kommune vurderet, at det såkaldte Fællesmagasin ikke vil få.

Strider imod helhedsplan

Men det er Danmarks Naturfredningsforening lodret uenige i.

- For DN (Danmarks Naturfredningsforening, red.) Frederikssund er svaret enkelt. Placeringen af Fællesmagasinet vil opleves som en kold mastodont i landskabet, skriver foreningen på sin hjemmeside.

Læs også Byprojekt får omfartsvej: Boulevard bliver til på en øde mark

Her pointerer foreningen blandt andet, at Fællesmagasinet og lokalplanen for denne strider imod helhedsplanen for byprojektet Vinge. Her var det oprindeligt meningen, at den placering, hvor Fællesmagasinet skal opføres, skulle udstykkes til boliger og grønt område.

- Det bliver placeret på et højdepunkt, hvorfra man i godt vejr kan se fem kirker. Og her vil man så placere en bygning, der er 15 meter høj, som vil være meget ødelæggende for landskabet. Altså, til sammenligning er Rådhuset i København 15 meter højt. Nogle har sammenlignet det med to Ikea-lagere – bare højere, siger Ursula Lange, næstformand i DN Frederikssund til TV 2 Lorry.

Byprojektet Vinge - kort fortalt

Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt, og det går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere.

 

Ambitionen var, at de første dele af byen skulle have været plads allerede i 2018, men i november 2017 kollapsede projektet af.

 

I slutningen af sidste år blev det kuldsejlede projekt genoptaget, efter Frederikssund Kommune lappede et underskud i projektet på over 100 millioner kroner.

 

Indtil videre huser Vinge kun omkring 100 mennesker.

Foreningen peger også på sikkerhedshegnet, der skal opføres rundt om lagerhallen samt en øde zone mellem hal og hegn som ødelæggende for landskabet.

- Arealets størrelse og den enorme bygning har stor påvirkning på områdets miljø, den kommende byudvikling og de eksisterende lokalsamfund. Det er derfor uforståeligt, at administrationen har vurderet, at en miljøvurdering ikke er påkrævet, skriver foreningen videre i klagebegrundelsen.

Kommune venter på afgørelse

Dennis Ravn, der er koordinerende projektleder for byprojektet Vinge i Frederikssund Kommune, erkender, at det er en sag, som deler vandene, men fortæller, at man arbejder for at lade Fællesmagasinet indpasse på bedst mulig vis i området. 

- Vi har fået klagen ind, og den er ved at blive vurderet, så det er lidt svært at udtale sig om, om det er rigtigt eller forkert, at DN Frederikssund har klaget, fordi det er vores afgørelse, siger Dennis Ravn.

Hvad siger du til, at de anfægter jeres beslutning om, at det ikke var nødvendigt at foretage en miljøvurdering?

- Det er klagenævnet, der skal vurdere, om det har været nødvendigt eller ej at foretage en miljøvurdering. Der er jo nogle kriterier, der blevet behandlet i forhold til en screening for miljøvurdering.

Placeringen af fællesmagasinet er markeret med rødt. Den underlæggende linje, der går tværs gennem byggefeltet, er den nuværende cykelsti. Foto: Frederikssund Kommune

De mener også, at lokalplanen for Fællesmagasinet strider imod helhedsplanen for byprojektet Vinge. Hvad mener du om den kritik?

- Den helhedsplan, der er lavet for Vinge, den har mere en retningsgivende karakter, og den her bygning kan sagtens ligge inden for det. Det er et område, som er udlagt til blandt andet bolig og erhverv, og den kategori falder Fællesmagasinet ind under.

- Det er da rigtigt, at der har været mere snak om alle de boligfunktioner, der skal være i Vinge, og der er nok nogen, som har tænkt, at der i højere grad skulle komme boligudvikling før den her bygning, men det er en varieret by, hvor der er forskellige funktioner som en del af helhedsplanen.

Og hvad med det grønne område?

- Der er stadigvæk gjort plads til det grønne, og det man kalder "det grønne hjerte", som er en vision, man arbejder for i Vinge. Så det er ikke fordi, at man har udelukket de muligheder - det har man faktisk respekteret bedst muligt, siger Dennis Ravn.

Udskældt betonhal har affødt lokal protestgruppe

Vreden og utilfredsheden med planerne for den op til 17 meter høje betonbygning med indhegning, videoovervågning og voldgrav, har fået borgere i de omkringliggende landsbyer Store Rørbæk, Snostrup og Vinge til at samles i en protestbevægelse mod byggeplanerne for ”kulturbunkeren”, som de kalder den.

Læs også Ingen vil investere i Vinge, men byrådet tror fortsat på spøgelsesby

I et fælles høringssvar til kommunen er det erklærede mål, at kommunen helt dropper den foreslåede placering af lagerhallen og i stedet anlægger det nordpå i området udlagt til industri.

- Vi kan ganske enkelt ikke se det rationelle argument for at placere fællesmagasinet der. Det var jo meningen, at Vinge i denne her del skulle bestå af boliger, så man kunne skabe noget liv omkring s-togstationen. Nu får man i stedet en kæmpestor betonbunker med hegn og omfartsvej. Det harmonerer jo slet ikke, sagde Rasmus Olesen til TV 2 Lorry den 20. januar.

Han bor med sin familie i den lille landsby Snostrup, få hundrede meter fra byggegrunden.

Læs også Skandalerne fortsætter i Vinge: Borgere laver protestgruppe mod byggeplaner

Rasmus Olesen påpegede, at han og mange andre er fortalere af Vinge med dets oprindelige visioner, men at lagerhallen og den tilhørende polemik blot understreger, at hele projektet er kørt af sporet.

- Nu handler det ikke længere om, at Vinge skal blive godt. Nu handler det om, at Vinge bare skal blive til noget. Hele det her projekt kommer jo til at stå for eftertiden som et monument for kommunens absolutte inkompetence, sagde han.

Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt. Visionen går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere. Indtil videre huser Vinge kun omkring 100 mennesker.

02:00

Borgere laver protestgruppe mod byggeplaner.

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik