Lyskryds udsat for hærværk - borgere jubler

To lyskryds i Frederikssund Kommune blev omkring nytår udsat for hærværk. Beboerne i området jubler nu over det ene af de ødelagte lyskryds.

Oftest skaber slukkede lyskryds frustration, irritation eller angst hos bilister og andre trafikanter. Men det er ikke altid tilfældet.

Et ødelagt lyskryds i Frederikssund Kommune har fået nogle helt andre følelser frem hos borgerne i området: Begejstring og glæde. 

Omkring nytår blev de styreskabe, der kontrollerer to lyskryds i Frederikssund Kommune, udsat for hærværk.

Mens kommunen nu i et facebook-opslag beder trafikanter om at udvise ekstra hensyn ved de to lyskryds, er der jubel blandt borgerne.

De er nemlig dybt utilfredse med det ene lyskryds, der ligger i Landerslev tæt ved Jægerspris i krydset mellem Orebjergvej og Landerslevvej.

Her ses krydset, som beboerne jubler over har været udsat for hærværk.
Her ses krydset, som beboerne jubler over har været udsat for hærværk.
Foto: Google maps

"En go' ting, at lortet ikke virker"

I flere facebook-kommentarer giver borgere udtryk for, at kommunen ikke behøver skynde sig for at få lavet det slukkede lyskryds i Landerslev.

”Bare tag jeres tid… Ingen ønsker det virker”, lyder det blandt andet i opslaget.

I en anden facebook-kommentar fra buschauffør Dan Hoffgaard står der: 

”Det var da en rigtig go’ ting, at lortet ikke virker. Lyskurven er dødsensfarlig og lavet af total ukompetente personer. Den er mindst farlig, når den ikke virker”.

Dan Hoffgaard arbejder til dagligt som buschauffør og kører derfor jævnligt over lyskrydset i Landerslev.

Han har flere gange oplevet, at lyskrydset har skabt farlige situationer - især på grund af den nærliggende vej Orebjergvej.

- Dem der kommer fra Orebjergvej ser ikke lyskrydset, og så kører de overfor rødt. Det ved jeg, for jeg ser det gang på gang. Jeg ser det mere eller mindre dagligt, siger han.

Dan Hoffgaard frygter, at der en dag sker en alvorlig ulykke i det farlige kryds. 

Vil undersøge sagen 

På Frederikssunds Rådhus er de godt klar over, at der er nogle udfordringer i krydset. 

- Vi ved godt, at mange borgere er utilfredse med lyssignalet i Landerslev og mener, at det er til mere gene end gavn. Der vil blive foretaget en evaluering af signalanlægget, og her vil også borgernes udmeldinger tages med, siger direktør for Teknik, Erhverv og IT, Kristian Nabe-Nielsen til TV 2 Lorry. 

Den udmelding vækker begejstring hos buschaffør Dan Hoffgaard. 

- Det er da fint, de gør det. Det er et tegn på, at de måske gør noget, og at de lytter til det, borgerne skriver på deres Facebookside. 

Det andet lyskryds, der ligger i Slangerup, har ikke fået frustrerede borgere til tasterne i samme grad som lyskrydset i Landerslev.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik