Lokal brandstation risikerer lukning: Uforsvarligt, mener brandmændene

Den lokale brandstation i Slangerup risikerer at blive sparet væk i Frederikssunds budgetforhandlinger. En lukning ville være uforsvarligt overfor borgerne, mener tillidsmand.

Fremtiden for 13 deltidsbrandmænd på den lokale brandstation i Slangerup hænger lige nu i en tynd tråd.

Frederikssund kommune står nemlig midt i nogle meget skrappe budgetforhandlinger, som meget vel kan ende med at brandstationen bliver sparet væk.

Brandstationen i Slangerup stod i samme situation tilbage i 2015, hvor de med nød og næppe - og stor lokal opbakning - reddede skindet. Men det var på lånt tid, og det vidste brandmændene godt, det ændrer bare ikke på, at en lukning ville være uforsvarligt overfor borgerne, mener tillidsmand.

En tumult skæbne

En effektiviseringsøvelse i Frederikssunds kommune truede brandstationens overlevelse i 2015. Den daværende SRSF-regeringen og Kommunernes landsforening havde i 2013 skåret i bloktilskuddet til beredskab, og derfor stod kommunen med en svær opgave.

- Det er ikke sjovt, men jeg har fået en tvungen opgave. Hvis vi skal redde stationen i Slangerup, skal vi finde pengene et andet sted, måske børneområdet, ældreområdet eller et andet sted, sagde borgmester John Schmidt Andersen, Venstre, i 2015.

Stationen mødte stor lokal opbakning, der også udmøntede sig i en underskriftsindsamling til fordel for dens overlevelse. Det endte med at kommunen fandt de nødvendige 1,3 millioner årligt frem til 2018, som sikrede at stationens levetid blev forlænget.

Forlængelsen har fra start været på lånt tid. I dag vil det koste 2,1 millioner kroner at videreføre stationen sammen med en tankvogn i Skibby, der holder ekstra vand, hvis stationen skal bruge det.

- Jeg håber inderligt, at de vil beholde stationen for borgerne i Slangerups skyld. Vi står virkelig og siger: Lyt nu til os, tro nu på os. Vi gør det, for at Slangerups borgere kan sove trygt om natten, siger Niels Wassileffsky, der er tillidsmand for brandmændene.

Ifølge Beredskabets netavis, har Frederiksborg Brand & Redning samt Beredskabsstyrelsen tidligere vurderet, at hverken stationen i Slangerup eller tankvognen i Skibby er nødvendige for at opretholde en forsvarlig indsats inden for de givne responstider.

Hvad er det så for en forskel I gør?

- Når man bare læser det, vil man ikke tro, at vi gør den store forskel. Men under tørken i sommer havde vi 17 ture på 14 dage, og i hele 2017 kørte vi 90 ture, hvor over halvdelen var i Frederikssund, påpeger tillidsmanden.

Derudover henviser han til, at man vil sætte en såkaldt HSE-enhed (Hurtig sluknings enhed) ind, for at overholde responstiderne. Men en HSE-enhed er en tomands enhed, som kun kører med 400 liter vand - pointen? At de måske kommer frem i tide, men ikke vil kunne gøre den store forskel.

Hvor står politikerne?

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra borgmester John Schmidt Andersen, Venstre, men fra Socialdemokratiet udtaler Tina Tving Stauning, at hun har været lydhør overfor argumenterne for og imod, men om brandstationen fortsætter er meget uvist.

- Sommeren har vist, at der har været god brug for den [brandstationen red.] og grundlæggende bakker jeg op om den, fordi den skaber tryghed. Men vi står over for et meget presset budget, hvor vi skal være klar til at foretage nogle meget skarpe prioriteringer, siger hun.

Lars Thelander Bostrøm fra Dansk Folkeparti er anderledes ligefrem.

- Vi er helt klare i mælet: Vi går ikke på bekostning med borgernes sikkerhed, så vi vil finde de penge det kræver, for at stationen kan fortsætte.

Også hvis pengene skal tages fra ældre eller børn?

- Vi kan finde pengene andre steder. Vi kan gøre meget uden at det går udover børn og ældre, siger Lars Thelander Bostrøm.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik