Laver sjældent fiskeprojekt midt i by – du kan hjælpe

Et nyt projekt skal gøre Græse Å i Slangerup by til ørred-vuggestue. Initiativtager håber, at lokale har lyst til at være med.

En bid af strækningen, hvor projektet skal anlægges. Foto: Fishing Zealand

Hvis ikke man er fiskeentusiast, har man måske ikke den store interesse for ørreder.

Men nu håber Den Sjællandske Grusbande på, at et nyt projekt i Græse Å i Slangerup by kan blive til en populær ’ørred-vuggestue’.

Meningen med projektet er, at man skal hælde 35-40 tons sten på størrelse med valnødder – kaldet grus - ned i Græse Å, som fiskene så vil yngle på.

Rune Hylby, som er leder for projektet, håber på, at lokalbefolkningen vil give en hjælpende hånd.

- I princippet kunne vi, i grusbanden, godt selv gå ud og gøre det, men det har bare en helt anden værdi, når lokalbefolkningen selv har haft en finger med.

Læs også Opsigtsvækkende syn i Øresund giver anledning til optimisme

Ifølge Rune Hylby er det relativt sjældent, at man vælger at anlægge et ynglested for ørreder i en by.

- Typisk når man laver sådan et projekt, vil man gøre det ude på Lars Tyndskids mark, så jeg tror, at det vil komme mange fra lokalbefolkningen til glæde at lægge det inde i en by.

Stenene vil blive lagt over en 40-50 meter lang strækning i et 20-30 centimeter tykt lag. Det er forhåbningen, at gruset vil blive brugt af fisk til at yngle på.

Håbet om en bedre fiskebestand

Projektet, som koster cirka 20.000 kroner, skal være med til at sikre en god fiskebestand i Græse Å og i resten af Roskilde Fjord.

Læs også Usædvanligt syn i Helsingør Havn: Subtropisk fisk yngler i Danmark

Det er gruspuljen, som er en pulje, som alle lystfiskere betaler til, som har finansieret projektet.

Begivenheden sker søndag den 11. oktober ved Hauge Møllevej, 3550 Slangerup.

Har man lyst til at være med kan man tilmelde sig projektet ved at skrive en sms til Rune Hylby på nummer, 2536 4280, eller ved at sende en mail til adressen: runehylby@gmail.com

Man kan også tilmelde sig ved at skrive i kommentarfeltet på Facebooksiden ”Den sjællandske Grusbande”, når projektet offentliggøres på denne side.

En bid af strækningen, hvor projektet skal anlægges. Foto: Fishing Zealand

 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik