Kuldsejlet byprojekt har kostet kommune 387 millioner

Køb af grunde og byggemodning sender kæmperegning til Frederikssund kommunes skatteborgere.

Det er en økonomisk udskrivning, der ville kunne mærkes i de fleste kommuner, og som siden 2009 er vokset støt i den den nordsjællandske kommune Frederikssund.

387 millioner kroner har drømmen om at skabe et af danmarkshistoriens største byudviklingsprojekter indtil videre kostet de crika 40.000 borgere i Frederikssund kommune, viser en aktindsigt som DR har fået.

Projektets fremtid har været uklar, siden politikerne i kommunen i forlængelse af DR's afsløringer i sagen den 21. december sidste år besluttede at afbryde samarbejdet med AP Ejendomme og MT Højgaard, der ellers havde kontrakt på at udvikle og opføre Vinge Centrum.

De købte en drøm, men nu er fundamentet ved at skride - for investorer og beboere i det storstilede byprojekt Vinge. Her kan du se et tidligere indslag om det strandede byudviklingsprojekt.

Men regningen til skattebetalerne på 387 millioner er allerede udskrevet og pengene betalt til blandt andet køb af grunde, byggemodning og konsulentbistand. Det første trecifrede millionbeløb til jordkøb fløj allerede ud af kommunekassen tilbage i 2009, men langt størstedelen af pengene er brugt i perioden fra 2014 til i år.

Eksperter: Kommune har løbet stor risiko

quote Det virker som om, at man har haft en meget stor optimisme omkring, hvor hurtigt det kunne gå

Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på RUC

Flere eksperter, der har gennemgået forløbet, vurderer, at selvom Vinge kunne have været en fornuftig investering, så har kommunen løbet en stor risiko ved at satse tæt på 400 millioner på projektet.

Der har nemlig aldrig været en sikker aftale om udviklingen af Vinge, og derfor heller ingen sikkerhed for, at kommune kunne hente investeringen hjem igen.

- Det virker som om, at man har haft en meget stor optimisme omkring, hvor hurtigt det kunne gå, og dermed udsætter man kommunen for en betydelig økonomisk risiko, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet til DR P4 København.

Problem kan blive langsigtet

quote Det betyder, at man står med et økonomisk problem, som kan blive langsigtet. 

Roger Buch, kommunalforsker

Bent Greve bakkes op af kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- Det betyder, at man står med et økonomisk problem, som kan blive langsigtet. Hvis det bliver ved med at trække ud med at få realiseret projektet, så vil den her investering være noget, som kommunen skal vente rigtig mange år med at få et afkast af, siger Roger Buch til DR P4 København.

Afkastet er da også langt fra de flere hundrede millioner kroner, som kommunen allerede har budgetteret med at få i kassen. Af aktindsigten fra Frederikssund kommune fremgår det nemlig, at den samlede indtægt fra Vinge-projektet indtil nu har været 36 millioner kroner.

Usikkerhed om S-togsstation

I juni sidste år underskrev borgmester John Schmidt Andersen (V) sammen med repræsentanter fra AP Ejendomme og MT Højgaard en aftale om opførelsen af Vinge Centrum, herunder bydelens S-togsstation. Men efter DR i december sidste år afdækkede, at aftalen slet ikke var endelig og samtidig betinget af en lang række krav, som kommunen ikke kunne efterkomme, faldt de storstilede planer om Vinge Centrum til jorden kort før jul.

Men selvom Frederikssund kommune har brugt 387 millioner kroner på forberedelserne til det skandaleramte by-projekt Vinge, så er pengene givet godt ud, forsikrer både kommunens borgmester John Schmidt Andersen (V) og kommunaldirektør Ole Jacobsen.

Borgmester: Brugte penge er ikke tabt

quote Vi har brugt nogle penge på nogle rådgivere, som er tabt, men alt andet, vi har lavet, er jo ikke tabt.

Borgmester John Schmidt Andersen (V)

- Pengene er ikke spildte, for vi er i gang med en proces, hvor der skal ske et genudbud. Man skal også kigge på, hvad de udgifter dækker over. Hovedparten er jo ting, vi har fået eller jordkøb, som repræsenterer en ganske betydelig værdi. Vi har helhedsplanen, og vi har hele det tekniske grundlag for at arbejde videre, siger Ole Jacobsen til DR P4 København.

I dette tidligere interview kan du høre borgmester John Schmidt Andersen svare på, hvad kommunens omfattende kommer til at betyde for borgerne.   

Borgmester John Schmidt Andersen (V) vurderer, at der bliver brug for forarbejdet, hvis det lykkes at få Vinge-projektet i udbud igen, sådan som han håber på.

- Jeg synes jo i virkeligheden ikke, at vi er løbet nogen stor risiko. De penge, vi har brugt, er jo ikke tabt. Vi har brugt nogle penge på nogle rådgivere, som er tabt, men alt andet, vi har lavet, er jo ikke tabt, siger John Schmidt Andersen til DR P4 København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik