17 mænd i alderen mellem 19 og 33 år er fredag aften blevet anholdt i den nordsjællandske by Frederikssund.
Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Mændene blev anholdt i tre biler ved Haldor Topsøe Park i Frederikssund, hvor en ransagning af bilerne viste, at de var i besiddelse af både knive og slagvåben.
- De 17 mænd skønnes at være tilknyttet en kriminel gruppering, men Nordsjællands Politi ønsker ikke at oplyse hvilken, står der i pressemeddelelsen.
Billeder fra stedet viser, at politiet var massivt til stede ved anholdelserne.
Nordsjællands Politi er i gang med afhøring af de anholdte, ligesom de fortsat efterforsker sagen.
Men selvom de 17 mænd skønnes at være en del af en kriminel gruppering, er politiet fortsat fåmælte med information om, hvorvidt sagen er banderelateret.
- Det kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræftes, hvorvidt der er tale om en banderelateret hændelse, skriver politiet.
Nordsjællands Politi ønsker fredag aften ikke at udtale sig yderligere om anholdelserne "på grund af sagens karakter".