Kommune sparer 200.000 kroner på at skifte elpærer i lygtepæle

Frederikssund Kommune skifter pærerne i de omtrent 600 lygtepæle, som lyser byerne op.

I Frederikssund Kommune i Nordsjælland vil de spare på strømmen.

Derfor har Byrådet allerede tidligere på året besluttet, at alle gadelys i kommunens skal have skiftet elpærer.

Kommunens lygtepæle tæller omtrent 600 styks, og de har alle et strømforbrug på over 70W.

Men når lygtepælene i stedet får installeret LED-pærer, bliver strømforbruget sænket til 30W, og det betyder en samlet besparelse på omkring 200.000 kroner ifølge kommunens beregninger.

Besparelsen kan dog ikke trækkes direkte ud af kommunekassen, for det koster knaster at skifte elpærer.

Frederikssund Kommune oplyser, at den samlede investering lyder på omkring 1,6 millioner kroner, og der går derfor seks år, før elpærerne har tjent sig selv hjem.

Tidligere har kommunen også arbejdet med at spare penge på lyset.

Kommunen valgte nemlig at droppe gadebelysningen om natten for at spare penge. På den måde kunne kommunen, der er hårdt ramt på pengepungen, spare 480.000 kroner i 2019.

Udskiftningen af pærerne vil ske i løbet af sensommeren, og i boksen herunder kan du se, hvor de mange lygtepæle, som får ny lyskilde, er placeret.

Armaturerne er placeret følgende steder:

Byvej, Holmensvej, Smedetoften, Frederiksværksvej, Marbækvej, Korshøj, Græse Bakkeby, Bygade, Bruhnsvej, Kalvøvej, Pederholmsparken, Centervej i Frederikssund, Hovedgaden i Jægerspris, Kyndby Huse, Havelse Mølle samt i Slangerup og St. Rørbæk.

 

Kilde: Frederikssund Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik