Kirkeminister reagerer på drabsdømt sognepræst

Joy Mogensen vil nu se nærmere på de ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til Thomas Gotthard.

Sognepræst Thomas Gotthard tilstod tirsdag at have dræbt sin kone Maria From Jakobsen, og blev dermed idømt 15 års fængsel ved Retten i Hillerød.

Nu reagerer hans allerøverste chef i den danske folkekirke, kirkeminister Joy Mogensen, på den brutale drabssag:

"Som alle andre er jeg chokeret over at høre om den ulykkelige sag fra Frederikssund. At en præst begår mord og bliver dømt for mord går selvfølgelig ikke. Hverken i folkekirken eller andre steder.", siger Joy Mogensen i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry.

Joy Mogensen har ikke ønsket at stille op til interview i sagen. Af den skriftlige kommentar fremgår det dog, at ministeriet nu vil se på de ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til Thomas Gotthard.

Biskop: Han vil ikke kunne udføre sit erhverv igen

Tirsdag udtalte biskop Peter Birch sig om sagen. Han er overhoved i Helsingør Stift, som omfatter Region hovedstaden og dermed Ansgarkirken i Hedehusene, hvor Thomas Gotthard var præst, da han blev anholdt.

- Der er sat et punktum i en helt forfærdelig sag. Jeg tænker med stor medfølelse på alle, der er berørt af den her sag. Familie, kolleger og menigheden.

- Det er en meget, meget voldsom forbrydelse. Man kan altid diskutere dommens udmåling. Men den er jo, som anklageren har plæderet for, sagde han til Ritzau.

Han fortalte samtidig, at det er usandsynligt, at den nu drabsdømte præst nogensinde vil kunne udføre sit erhverv igen. Det er dog ikke stiftet, men ansættelsesstedet, der kan tage stilling til konsekvenserne, pointerede han - altså kirkeministeriet, der som nævnt vil se på de ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til Thomas Gotthard.

- Han er idømt en meget streng dom. Den får nogle tjenestemandsmæssige konsekvenser, sagde Peter Birch til Ritzau.

Som præst er Thomas Gotthard ansat som tjenestemand. Efter sin anholdelse fremgik det, at han var sygemeldt, men han er siden forsvundet fra Ansgarkirkens hjemmeside.

Menighedsrådet i kirken ønskede tirsdag ikke at udtale sig om sagen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik