Har solgt lejligheden: Nu sejler Martin verden rundt

Flere års forberedelser er slut, og Martin Herløv fra Jægerspris er nu klar til sit eventyr.

Har du nogensinde drømt om bare at sælge alt hvad du ejer? Glemme alt om e-mails, indkøb og rudekuverter, og rejse verden rundt?

For mange er det en stor drøm – men ikke for 27-årige Martin Herløv fra Jægerspris. 

Han nøjes ikke med at drømme, for han har solgt sin lejlighed og sin bil, og på lørdag sætter han så til søs på sin 40 fod lange båd. 

Efter fire års forberedelse er han endelig ved at være klar til at forlade det danske sommervejr.

Har boet på båden

Og han vender først tilbage, når han har været en tur hele vejen rundt om jordkloden.

- Det føles rart at skulle ned til 25-28 graders varmt vand med en kold sundowner i hånden.

Martin Herløv har solgt både sin bil og sin lejlighed i København og har siden da boet på Lady A - den 40 fods sejlbåd, som de næste tre år skal fragte ham rundt i verden.

Båden, der er en 40 fods Aphrodite – deraf navnet Lady A – har kostet 630.000 kroner.

- Alt overflødigt er blevet sparet lidt væk, så jeg har ikke haft problemer med at give mange penge for et anker, hvilket mange mennesker nok synes er lidt åndssvagt at give så mange penge. Mine venner griner nok lidt ad mig nogle gange. Til gengæld, så piber jeg lidt, når jeg skal købe nye sokker, for det har ikke noget med båden at gøre, siger han.

Hele turen er ikke planlagt

Det koster at forfølge sin drøm.

- Det er ikke bare en drøm. Det er noget, der skal udleves, siger han, der blev inspireret af TV 2-programmet Kurs mod fjerne kyster’

Turen går fra Frederikssund gennem Europa til Spanien - videre til Gran Canaria - over Atlanten til Caribien, til Panama og til Fransk Polynesien i Stillehavet. Resten af turen bliver planlagt undervejs.

Ud over båden, så har Martin Herløv investeret i en del udstyr: Solceller, vindmølle og et aggregat, der kan lave drikkevand på de syv verdenshave. Der er udstyr for en kvart million kroner - og så koster det 130.000 kroner pr. år, han er afsted.

Brugbare erfaringer

Martin Herløv arbejder hos it-virksomheden Atea - og det fortsætter han faktisk med, selvom arbejdspladsen bliver noget mere eksotisk end lokalerne i Ballerup.

- Den erfaring, jeg har fået overleveret fra andre, der har været afsted i mange år, er, at du bliver nødt til at have noget at rive i, for ellers så bliver det sandstrand efter sandstrand, og så sætter man ikke samme pris på det.

Martin Herløv gør det ikke alene. En gast følger ham hele vejen, mens andre gaster tager mindre dele af turen. Og forhåbentlig vender alle hjem med nye kompetencer.

- Det er noget af det, som jeg forventer, at jeg kan bruge, når jeg kommer hjem i arbejdet. At jeg rent faktisk har været leder - bare på et skib i stedet for i en virksomhed - og har truffet nogle hårde beslutninger i nogle svære situationer.

Mest af alt, så glæder Martin Herløv sig til oplevelserne og friheden.

- Du kan sejle lige præcis derhen, hvor du vil. Du er ikke låst til en vej af asfalt, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik