Graver i chok over kobbertyveri fra kirke

Krogstrup Kirkegård i Jægerspris har fået stjålet flere meter kobber i form af tagrender og nedløbsrør, der hang ved kirkens kapel.  

Søndag morgen fik graveren ved Krogstrup kirke sig noget af et chok.

Han opdagede således, at flere meter kobber var stjålet fra Krogstrup Kirke ved Jægerspris. Den store mængde kobber kommer fra to tagrender og otte nedløbsrør, som tyve har hugget fra kirkens kapel.

Det oplyser Nordsjællands Politi og Erik Sejersten, der er formand for Kyndby-Krogstrup Menighedsråd, til TV 2 Lorry.

- Der er vel penge i det, så dem, der har taget det, sælger det vel videre til udlandet eller nogle skrothandlere. Vi har valgt at dele det på vores Facebookside og meldt det til politiet i håb om, at skrothandlerne ser det, og derfor ikke køber kobberet, siger han til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billederne...

På kirkens kapel er både tagrender og nedløbsrør blevet stjålet.
På kirkens kapel er både tagrender og nedløbsrør blevet stjålet.
Foto: Presse-foto.dk
 
 
Foto: Presse-foto.dk

Det vurderes, at kobberet er alt mellem 20 og 30 år gammlt, og det ærgrer derfor også Nicolai Pandorff, der er kirkeværge og formand for valgbestyrelsen i menighedsrådet, at nogle kan finde på at stjæle det.

- Det er superærgerligt, og tagrenderne og nedløbsrørene er lavet specielt til kirken, så det kan ikke bruges andre steder. Det værste er dog, at folk ikke kan lade kirkens ting være – kirken er bare et sted, man ikke stjæler fra, understreger han overfor TV 2 Lorry.

Tidligere i år er der blevet stjålet 100 år gamle kobberkæder fra Hillerød Kirkegård, der var en stor del af kirkegårdens sjæl.

Stjålet store mængder kobber

Erik Sejersted oplyser til TV 2 Lorry, at tagrenderne og nedløbsrørene er taget fra en afstand, så man ikke har haft brug for en stige. 

Der er tale om flere meters kobber, der er pist væk. Mere præcist er det 10 meters tagrende, 40 til 50 meters nedløbsrør og 5 til 10 meters kabel til lynaflederen, der sad på kirkens tårn, som er væk. 

Kobberet var cirka tre millimeter i bredden, så det er altså en større mængde kobber, der er forsvundet i weekenden.

Tagrenderne og nedløbsrørene sad alle i bøjler på væggene, som tyvene har åbnet op og ladet sidde på væggene. 

Tyveriet er meldt til Nordsjællands Politi, der i sin seneste døgnrapport melder, at tyveriet fandt sted mellem fredag klokken 14.00 og søndag klokken 09.00. 

Der har tidligere været lignende tilfælde, hvor tyve har stjålet kobber. I 2017 på Hellerup kirkegård blev 22 gravsteder plyndret for låger og kæder af bronze og kobber. DSB har også tidligere oplevet, at kobbertyve har været på spil på deres baner.

 
 
Foto: Presse-foto.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik