Frederikssund vil være centrum for kommende epidemier i Danmark

Otte borgmestre og regionrådsformanden vil i en fælles indsats skaffe den kommende epidemistyrelse under Justitsministeriet til Frederikssunds halvtomme hospital.

Fremtidens beredskab for epidemier skal placeres på et ældre hospital i Nordsjælland.

Det mener en række borgmestre samt regionsrådsformanden for Region Hovedstaden, der sammen går efter at få en den kommende epidemistyrelse, der skal håndtere det danske sygdomsberedskab, til at placere sig i Frederikssund.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

I et fælles brev til justitsminister Nick Hækkerup (S) opfordrer borgmestrene i Frederikssund, Hillerød, Helsingør, Halsnæs, Gribskov, Fredensborg, Hørsholm og Allerød samt formanden for Region Hovedstaden ministeren til at placere styrelsen på Frederikssund Hospital, som med det kommende supersygehus i Hillerød kommer til at få en masse tomme lokaler.

- Det er jo planen at flytte en stor del af sygehusopgaverne væk fra Frederikssund Hospital, når det nye superhospital i Hillerød står færdigt i 2024. Men allerede nu er ledig plads og velegnede lokaler på Frederikssund Hospital til at huse den nye styrelse, udtaler borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen (V).

Artiklen fortsætter efter billedet.

Et ældre foto af Frederikssund Hospital, der blev indviet i 1985.
Et ældre foto af Frederikssund Hospital, der blev indviet i 1985.
Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Skal skuldre fremtidige pandemier

I maj måned meddelte regeringen på et pressemøde, at den planlægger at etablere en ny styrelse under Justitsministeriet, som skal styrke og koordinere det danske sygdomsberedskab i fremtiden.

Den kommende styrelse skal blandt andet stå for ”en central og koordineret indsats” med at sikre for eksempel forsyning af værnemidler i coronaepidemien og fremtidige pandemier.

Og ifølge de otte folkevalgte politikere giver det god mening at vælge Frederikssund som nyt hovedsæde for styrelsen. Dels fordi hospitalsbygninger giver mening i forhold til et sygdomsberedskab, men også fordi lignende styrelser i så fald vil ligge tæt på.

Sundheds- og Lægemiddelstyrelserne har nemlig kontor i København, mens Beredskabsstyrelsen holder til i Birkerød.

- Det giver rigtig god mening at udnytte bygningerne på Frederikssund Hospital til en styrelse, som skal koordinere sygdomsberedskabet, og samtidig kan vi få anvendt velegnede ledige offentlige kvadratmeter og vores fælles ressourcer fornuftigt. Jeg er derfor utroligt glad for, at der er så bred opbakning til dette forslag fra mine nordsjællandske kolleger og fra Region Hovedstaden, siger John Schmidt Andersen.

De har underskrevet brevet:

  • Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden
  • Borgmester John Schmidt Andersen (V), Frederikssund
  • Borgmester Kirsten Jensen (S), Hillerød
  • Borgmester Benedikte Kiær (K), Helsingør
  • Borgmester Steffen Jensen (S), Halsnæs
  • Borgmester Anders Gerner Frost (NytGribskov), Gribskov
  • Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), Fredensborg
  • Borgmester Morten Slotved (K), Hørsholm
  • Borgmester Karsten Längerich (V), Allerød

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik